Sprogbrev nr. 26

Udtale

Jord- og betonarbejder skal ikke udtales som om der stod jord og betonarbejder (RA 18.1.88); altså: ikke noget stød på jord!

Det er stadig galt med udtalen af læger og lærere hos mange. Det var helt umuligt at høre om det var en meddelelse om efteruddannelse af lærere eller af læger i Albertslund der blev fortalt om den 21.1.88 i Morgen Kananen.

Der er ingen grund til at omtale sangerinden Jenny Lind som djænni (TVA 12.2.88) – hun var dog bare svensker og bør hedde jænni. Til gengæld må man gerne være lidt mere engelsk når det drejer sig om Harvard; det skal absolut ikke være harwård (RA 27.1.88). Engelske navne er uforudsigelige, og det er tilgiveligt at ramme ved siden af når det drejer sig om en søndagsskole i et afsides hjørne af Indiana. Men når det er et af verdens 3 berømteste universiteter, så er det pinligt. Altså Harvard – ikke noget med w og å. Norsk er noget lettere, men husk at d i forbindelsen nd er stumt i norsk ligesom i dansk. Derfor skal Sandefjord udtales som Sannefjord uden d‘er (Morgen Kananen 21.1.88).

Hos mange unge DR-folk er der en tilbøjelighed til at et l der kommer før et n bliver til n, således at vi får Ponen og kananen i stedet for Polen og kanalen. Prøv at sige følgende ord så man tydeligt kan høre forskel: Sydponen – Sydpolen, Morgenkananen – Morgenkanalen, støvlehænen – støvlehælen, strømpinen – strømpilen, aftensonen – aftensolen. I øvrigt er der mange af dem der taler meget om film der udtaler ordet fim, så det rimer på rim; men film er stadig det pæneste.

Det hedder iránsk med tryk på anden stavelse; og det hedder urán også med tryk på anden stavelse. Radioáktiv skal have trykket på –ak-, ikke på ra– (TVA 24.1.88). Efterrétningsvæsenet med tryk på ret kan trods min kollega Jørn Lunds sproghistoriske orientering i tidligere Sprogbreve stadig ophidse en enkelt DR-medarbejder. Efterretning med tryk på ef– kan alle acceptere; mens der altså er folk som slet ikke har nerver til at høre efterrétning. Heraf kan man lære at man skal holde sig til den nymodens form éfterretning – ikke fordi det er specielt godt sprog, men fordi det giver mindst ballade.

Falske venner

Man skal passe på med ord i fremmede sprog som ligner danske ord uden at betyde det samme eller uden at bruges på samme måde. Og det er svært når man læser mange aviser, bøger og telegrammer på fremmede sprog eller bor i udlandet. Men det går altså ikke at tale om “de sidste ugers oprejsning i de besatte områder” (Udefra 29.1.88); det engelske uprising hedder opstand på dansk.

I teksten til den engelske serie Forfængelighedens Marked var breakfast oversat til frokost (5.2.88). Der er en ældgammel ordbogs- og undervisningstradition for at oversætte breakfast til frokost, men i vore dage må det ubetinget være forkert. Breakfast betyder morgenmad, og frokost hedder lunch på engelsk.

“Siden oktober raser en heftig debat i Frankrig” (Orientering 4.2.88). Det må også være påvirkning udefra, enten fra fransk eller tysk. På dansk hedder det: siden oktober har der raset en heftig debat.

Klicheer

er ikke, som mange tror, ord eller udtryk der bliver brugt meget. Vi, om året og flere bliver brugt meget, men er ikke klicheer. Derimod er vi for vort vedkommende, på årsbasis og indtil flere ægte klicheer, selvom de ikke bliver brugt så tit som vi, om året og flere.

En kliché har vi når en sprogbruger giver afkald på ganske almindelige ord og udtryk og udskifter dem med andre som skal forestille at være smarte og nye, men absolut ikke er originale.

Altså: jeg er for fin til at sige det drejer sig om, jeg bruger det raffinerede det handler om. Det er rapt de første 7-800 gange, derefter bliver det pinligt. En sproglig nydannelse skal være begrundet, den skal kunne noget som de velkendte ord og vendinger ikke kan; klicheen er en udslidt nyhed som ikke er til noget som helst.

En meget udbredt kliché er barsle med i stedet for komme med eller udsende; man kan fx barsle med en rapport (RA 30.1.88). Vi er også meget trætte af at høre om virksomheder der må dreje nøglen om; det er trist nok i forvejen, så kunne vi ikke nøjes med at sige at de lukker?

Og så er alting blevet utroligt i løbet af det sidste års tid. Man er utrolig glad for resultatet, eller utrolig skuffet over udfaldet. Der er folk der har læst en bog utroligt mange gange, og der er dem der får utrolig meget respons på det de laver. Klicheen utrolig ligger og lurer på os allesammen. Et øjebliks uopmærksomhed, og den slår til. Jeg hører mig selv sige det af og til, og jeg foragter mig for det. Utroligt!

Nært beslægtet med klicheen er den petitjournalistiske vane at gøre sig umage for ikke at sige tingene ligeud: Køge får et royalt præg til sommer (Morgen Kanalen 21.1.88). Der er mange der ikke forstår ordet royal, men bortset fra det, hvad skal vi med det i denne sammenhæng? Meddeler det noget som helst som kongelig ikke gør – udover det rene krukkeri naturligvis.

Vi eller os?

Der findes et radioprogram (P1) som hedder Pressen og os; og der er et andet som hedder Videnskaben og vi (P1). Hvad er det rigtige, vi eller os?

Vi er her ved et af de problemer der i 50 år eller mere har kunnet ophidse visse af vore landsmænd til frådende raseri, og man gør derfor klogt i at tage det alvorligt. Det har jeg gjort i sprogbrev nr. 2, hvor der er en ret udførlig instruktion i at gøre det der efter konservativ smag er det korrekte.

Hvis man vil følge den gamle regel, er der ingen tvivl om at det skal være vi i begge tilfælde. Når et personligt stedord står isoleret, uden for en sætningssammenhæng, kræver den konservative norm jeg, du, hun, vi osv. Mange synes at videnskaben og vi lyder lidt gammeldags og stivbenet, men det må man altså tage med hvis man vil være korrekt.

Man kan også vælge at lægge sig op ad det moderne og helt naturlige talesprog og sige videnskaben og os, men man risikerer ballade med iltre lyttere og seere med et nostalgisk forhold til det de lærte i deres første skoleår.

Der er ingen betydningsforskel mellem vi og os i disse forbindelser. Det drejer sig kun om hvor nært man ønsker at komme til skriftsproget (vi) eller til talesproget (os), og det hænger igen sammen med emnet. Man kan nok bedre acceptere Kunsten og vi end Kunsten og os; og mon ikke de fleste foretrækker Din knallert og dig fremfor Din knallert og du?

Og så kan man i øvrigt lægge mærke til at hvis stedordet kommer først, går det langt bedre med du, vi, I osv. Mange der siger god for Din knallert og dig vil sikkert ligefrem foretrække Du og din knallert. Lige som i programmet Du og dit helbred (P1).

Kort

“Tal på mellem 2 til 5%” (TVA 14.2.88) er en sammenblanding af tal på 2 til 5% og tal mellem 2 og 5%. Det hedder ikke 90 million kr. (RA 29.1.88) men 90 millioner kr., idet millioner må være flertal efter 90; tilsvarende efter decimalbrøker: 90,5 millioner kr. Derimod skal vi have ental efter en halv: 90½ million kr. (90 millioner plus en halv million kr.). Efter trekvart eller tilsvarende brøker med indbygget flertal må man regne både ental og flertal for rigtigt: halvfems trekvart million(er).

Favoritsange (TV progr.læsn. 18.1.88). Favorit- breder sig stærkt fra engelsk på bekostning af yndlings-, men lad os ikke helt glemme det gode danske udtryk! Hellere yndlingssange end favoritsange. Der er derimod god mening i at bruge favorit i betydningen ‘person som man regner med vil vinde’, især i sport. Det var en betydning vi engang manglede.

“Det kommer sig af at …” (Ugerevyen 30.1.88) er en god gammel fejl: Der er et sig for meget. En anden fejl som hører til kulturarven, er “Årsagen til faldet i aborttilfælde skyldes … (TVA 27.1.88). Derimod er “Schlüter skyder skylden på at regeringen er en mindretalsregering” (RA 24.1.88) en mere original kikser. Man kan kun skyde skylden på en person eller en samling personer, ikke på en at-sætning.

“Både regeringen og oppositionen er enige” (TVA 11.2.88). Hvis dette betyder enighed mellem regeringen og oppositionen, er det ikke så heldigt. Både…og betyder ‘ikke kun den ene, men begge to’. Det giver ikke megen mening at sige både Jens og Peter var enige, når man nu ikke kan være enig helt alene. På samme måde med “Optagelsesbetingelserne skal være ens for såvel mænd som kvinder” (RA 17.1.88). Her er der et såvel…som for meget.

I TVA 8.2.88 syntes jeg at jeg hørte våbens-tilstand, men det kan nok ikke passe; det må have været det rigtige våben-stilstand. Derimod er jeg sikker på at jeg så teksten højrystede protester (TVA 7.2.88). Det er da muligt at de protesterende var rystede over et eller andet, men de var først og fremmest højrøstede.