Sprogbrev nr. 25

Regionalsprog — og andre udtalevarianter

Det, der rykker frem, når dialekterne viger, kaldes regionalsprog. Det er den lokale variant af standarddansk. Afvigelserne fra rigsmålet er få og små og vedrører navnlig tonegang, tryk og stød. Tonegang kan forklares som sætningsmelodi, tryk svarer til det, der i dagligsproget kaldes betoning, og stød er det, der adskiller ‘Møller’ og ‘møller’, ‘mand’ og ‘man’.

Men der er også småforskelle mht. udtalen af enkeltord og visse gennemgående lydkombinationer.

De fleste danskere taler regionalsprog, og de fleste medarbejdere i DR gør det samme.

Nogle anmeldere gør sig lystige over et nok så diskret regionalt præg. En ualmindelig god sprogbruger blev således i sidste måned anholdt for i en naturudsendelse at have udtalt ‘træer’, så det rimede på ‘fordrejer’.

Det er efter min mening urimeligt. Det diskrete egnspræg skaber ingen forståelsesproblemer nogen steder; hvis kun den københavnske variant af standardsproget fandt vej gennem højttaleren, ville sproget i DR være fattigere.

Lad os se på et par andre regionaltræk, indsamlet i den forløbne måned: I TVA 7/1 sagde en medarbejder ‘fortalt’ (= sagt) rimende på ‘galt’ (= forkert). 30/12 sagde en medarbejder ‘vej’ rimende på ‘hej!’, ikke på ‘nej’. Andre regionaludtaler er ‘niende’ og ‘tiende’, omtrent rimende på ‘sigende’, altså uden stød.

Som anført har over halvdelen af alle medarbejdere den slags små lokaliserbare træk. Jeg konstruerede engang en kort tekst, der læst op røber selv det mest diskrete jyske egnspræg. Endnu er der ingen person, opvokset i Jylland indtil konfirmationsalderen, der har haft mindre end 5 lokaliserbare træk.

Jeg fortæller kun nødig, hvad mine københavnske studerende kaldte den: jydedetektoren.

Fra den slags regionalvarianter må adskilles flg. udtaleformer, som jeg vil fraråde: ‘monotomt’ i stedet for ‘monotont’ (TVA 3/1), ‘premiæreminister’ i stedet for ‘premjeminister’ (TVA 30/12) og ’emballase‘ i stedet for ’emballasje‘ (RA 9/1). Emballage kan man udtale med am-, ang– eller æm-; men lad ordet ende på –sje.

Delirium udtaler mange ‘dilerium’, og i morgennyhederne på P3 11/1 satte en medarbejder trumf på ved at sige ‘stirelisere’ i stedet for sterilisere.

Lad være med at kalde Kirsten Lee for Kirsten Le – som hovedpersonen i en Herdis Møllehave-roman (TVA 7/1), og undgå udtalen ‘grinwitsj’ af ‘Greenwich’; w er stumt, ligesom i ‘Harwich’ (TVA 1/1).

Redaktionen af RA har spurgt, om ‘dumpe’ og ‘dumping’ (af affald) skal udtales med en vokal som i ‘soppe’ eller som i ‘skubbe’. Jeg vil her anbefale den første, som i ‘soppe’. Det skyldes ikke, at den er tættere på engelsk udtale, men at den ser ud til at have størst udbredelse i rigsmålet, og at ordet ‘dumping’ i sin form viser, at den er fremmed. Som dansk afledning ville den have endt på –ning, ‘dumpning’, en variant der også forekommer.

En udtale med åben å-vokal som i ‘soppe’ fastholder ordet som fremmed, for i hjemlige ord svarer skriftens u undertiden til en u-lyd (‘huske’), undertiden til en å-lyd (som i ‘sund’), men ikke til en åben å-lyd. Sidstnævnte lyd gengives normalt o (som i ‘soppe’) eller å som i ‘råbte’.

Det er ikke til at sige, om ordet senere bliver helt fordansket, får vokal som i ‘skubbe’ og afledningsendelsen –ning. Men her primo 88 anbefaler jeg den åbne å-lyd. Som en mindre væsentlig tillægsgevinst kan vi notere os, at vi på den måde stadig holder afstand til ordet ‘dumpe’ i betydningen ‘ikke bestå’.

Jeg betragter i øvrigt ikke den variationstype som særlig problematisk, ligesom jeg heller ikke vil anholde udtalen af ‘stress’ rimende på ‘pres’ (TVA 1/1), selv om jeg selv og vist et flertal af andre har en ren æ-lyd som i ‘læs’.

Bemærkningerne om udtalen af efterretning(svæsenet) har fremkaldt et par henvendelser. Fra Udsendelsesredaktionen på TV har jeg fået et godt brev, der fortæller, at afsenderen regner ‘efterRETning-‘ for at være en rent militær udtale. En medarbejder i TVA mener, at ‘EFterret-‘ betyder PET (= Politiets Efterretningstjeneste), medens ‘efterRET-‘ betyder FET (= Forsvarets Efterretningstjeneste). – Det er muligt, at der er tendenser til en sådan skelnen, men sproghistorien fortæller nu, at ‘efterRET-‘ ikke er nogen konstruktion, men engang har været enerådende – og nu er på retur. Den kan dog somme tider høres i det civile liv, fx i DR, når ‘Efterretninger for Søfarende’ omtales.

Svære ord

Lommebogen rummer denne gang kun få notater om vanskelige ord, der let kunne være forklaret eller have været udskiftet med simplere ord. Tværtimod værdsatte jeg forsøgene på at udlægge gængse økonomiske termer i TV-udsendelsen om Danmarks økonomi.

Men er der ret mange, der ved, hvad en opmandskendelse (TVA 30/12) er?

Det rette verbum

Selv er jeg ikke altid sikker på, at læserne af Sprogbrevet lettere forstår danske end latinske sprogtermer. Skulle jeg have skrevet ‘det rette udsagnsord’? Og skulle jeg have anvendt glosen ‘selvlyd’ i stedet for ‘vokal’ ovenfor? Men for at gå til overskriftens indhold: Det hedder ikke ‘komme op at diskutere’ (Uds.red. 9/1), sådan som det hedder ‘komme op at skændes’ (med et meget sigende udtryk). Det ser dog desværre ud til, at folk, der bruger det, er “på forkant med udviklingen”, for nu at føje spot til skade. Det hedder heller ikke ‘gøre selvmord’, men ‘begå selvmord’, selv om det ofte siges, især af yngre medarbejdere.

Fyrretyve

En medarbejder spørger, hvorfor det hedder fyrretyve; hun ved udmærket, at halvtredsindstyve, tresindstyve og halvfjerdsindstyve betyder henholdsvis halvtredje gange tyve, tre gange tyve og halvfjerde gange tyve (og at ‘halvtredje’ og halvfjerde’ betyder henholdsvis 2 1/2 og 3 1/2); men hvordan kan ‘fyrretyve’ så betyde ’40’? Svaret er, at ‘fyrretyve’ betyder ‘4 tiere’. På oldnordisk hed det ‘fjórir tigir’, og det udvikler sig gennem sproghistorien til ‘fyrretyve’. Hold i øvrigt igen med at bruge den lange form. Den virker stærkt påfaldende på de unge (under 40). Og den fuldt lovlige nordiske sideform ‘firti’ skal ikke bruges i udtrykket “færdig med fyrre”, sådan som en fanatiker gjorde engang.

Billede og tekst

Undertiden er billedsiden så stærk, at sproget så at sige overdøves: man opgiver at nå til en forståelse. Hvis de ord, der ledsagede reportagen fra nogle træfninger i Israel (TVA 7/1), var blevet sparet, indtil de mest dramatiske episoder havde udspillet sig, havde det været lettere at forstå helheden, årsagssammenhængene etc. – Omvendt støttede tekst og billede hinanden udmærket i et indslag samme dag om “Søllerød-sagen”.

Oplæsning

Jeg tror, TVA ville nå bedre resultater ved at dyrke fortællingen mere og oplæsningen mindre. Det er nu én ting. En anden er, at det stadig kniber for mange medarbejdere at fordele trykkene rigtigt og gennemføre en tonegang, der letter forståelsen, eller i det mindste ikke hindrer den. “8 procent af aktiekapitalen”, stod der i et manuskript. Det blev til “8 procent /pause/ AF /i højt toneleje/ aktiekapitalen”. “– – eller opstå mangel på de livsvigtige præparater”, stod der i et andet. Også her blev helheden brudt op, fordi medarbejderen efter ‘mangel’ hev luft ind og steg op på et meget højt toneleje ved det lille ord ‘på’. Eksempler på den slags fylder vældig meget, og vi kan ikke anholde dem ret tit. Søg undervisning i Sproglaboratoriet under Personalekursus.

Tak for pausen

For nogen tid siden var der et indslag med en kvinde, der fik et spørgsmål, hun ikke kunne svare hurtigt på. Derfor holdt hun en pause af betydelig længde og sagde: “Det er svært at sige”. Og så kom hun ikke længere. Tak fordi I ikke skar denne del af samtalen bort. Her var et såkaldt almindeligt menneske, der havde mod til at indrømme, at hun ikke kunne overskue sin situation, og som det ikke faldt ind at forsøge sig med tomgangssnak.

Nyhedsudsendelsernes sproglige verdensbillede præges ellers mest af mennesker, der gør hvad de kan for at skjule usikkerhed, tvivl og rådvildhed; af mennesker, der har noget på hjerte eller måske ligefrem er ude på noget. Man kan helt glemme, at det er en ærlig sag at være i tvivl, og at vise det.

Sproglig blodskam

Dette lidet smukke udtryk anvendte litteraten Kaj Friis Møller om svenske og norske lån i dansk sprog. Han mente, at den sproglige udveksling mellem broder- og søsterfolk resulterede i misfostre. Selv en aktiv nordist må indrømme, at adskillige (men ikke alle) lån netop nordfra virker uheldige. En medarbejder har anholdt brugen af tiltag, ret så (= temmelig), selvsagt, ganske mange og på vegne af. Der er ikke noget at sige disse ord og udtryk på. Bortset fra, at de irriterer mange.

Påvirkninger fra engelsk opstår naturligvis særlig let hos medarbejdere i USA eller England. I forbindelse med Gorbatjovs mellemlanding i England blev det i RA 7/12 fremført, at den engelske premierminister havde markeret sin position internationalt som “medspiller i sin egen ret”. Det udtryk er ikke dansk.

Skiftedag

Stafetten går nu videre til Erik Hansen, der leverer den tilbage i sensommeren. Ved en fejl var der ikke kommet forfatternavn på sidste sprogbrev. Det var mig, der havde skrevet det. – Og så har vi jo jubilæum denne gang. Ikke et ord om sprogblomster, tak.

Sidste

Intet emne har nogen sinde fremkaldt så mange reaktioner som fordelingen af tryk i ordet ‘efterretning’; ved redaktionens afslutning er der indløbet en ny serie henvendelser. I mange af dem hævdes det, at ‘efterRETning’ er en militær opfindelse. Det er forkert. Jeg må gentage, at militæret har fastholdt en gammel enerådende dansk udtale (i dagligsproget allerede ved at være forældet i århundredets begyndelse). Den falder så igen ind i et mønster af afvigende militær trykfordeling, fx i kommandosprog. En medarbejder i RA nævner som eksempler: ‘ARtilleri, ForsvarskomMANdoen, FlyverTAKtisk Kommando, radioTAVShed, sabelBÆrerem’. Det førstnævnte eksempel er formodentlig opstået som et såkaldt modsætningsudtryk: det skal fra begyndelsen være klart, at der ikke er tale om INfanteriet.

En medarbejder i UVA supplerer: ‘radioTElefon, motorPANserbil, feltARtillerist’.

De udtaler skal vi civile naturligvis ikke kopiere, men det er gået sådan med udtalen ‘efterRETninger’, at den har fastholdt en markedsandel også blandt os, og den kan høres selv hos kvinder!