Sprogbrev nr. 17

Udtale

Hvordan udtales truck? I TVA 13.2.87 blev det udtalt næsten som på engelsk, så det rimer på brok; men de fleste af dem der omgås og kører trucks har en udtale som rimer på suk. Der må være frit valg mellem de to muligheder. Det minder lidt om dobbeltheden i udtalen af trawl: Fiskerne siger vistnok altid travl, mens vi der er lidt udenfor bruger en udtale der er nærmere det engelske: trål. Begge dele er OK.

Defaitisme, defaitist og defaitistisk skal ikke udtales som det blev gjort i Radioavisen 9.2.87. Det er et fransk ord, og den korrekte udtale er med -fæ-: defætisme osv.

Se på stavemåden af endog. Det er sammensat af end og og, og man skal altså ikke høre noget d (KS-R 19.2.87). Den rigtige udtale er ænów.

Crédit Suisse er fransk, og det må man da kunne se på lang afstand. Der er derfor ingen grund til omhyggeligt at udtale det på engelsk, som man gjorde det i TVA 16.2.87!

Hvordan udtales navnet på den færøske ø Vágar? I Radioavisen 21.2.87 blev det til vauø. Forholdet mellem skrift og tale på færøsk er meget indviklet, og selvom man klarer den rigtige udtale, vil der være mange seere og lyttere der ikke genkender navne som de ellers kender fra skrift. Men det er så heldigt at de fleste færøske navne har en dansk sideform, og den kan man bare bruge; også færinger forstår naturligvis disse former. Man kan finde de danske sideformer på de allerfleste almindelige kort. Vagar hedder i sin danske form Vågø. Så enkelt er det.

Landsmandinde

er et gammelt ord i dansk. Alligevel bør man nok ikke bruge det ‒ det virker sært og forstyrrende på de fleste. I det hele taget bruges endelserne –inde og –ske ikke meget mere (skuespillerinde, rytterske). Der er ikke brug for denne sproglige særmærkning af kvinder: en mandlig og en kvindelig lærer, læser, frisør, svømmer og bedrager har samme funktioner og bør derfor betegnes med samme ord. I de få tilfælde hvor der er tydelig forskel i funktion mellem de to køn, er det stadig almindeligt at skelne mellem det mandlige og det kvindelige ord: vært/værtinde, forstander/forstanderinde, elsker/elskerinde, svoger/svigerinde.

Sludder og vrøvl

En lytter har i et brev til DR beklaget sig over udtrykket sludder og vrøvl brugt i Radioavisen som signal for at der er læst forkert: nu kommer så det rigtige.

Jeg vil give lytteren ret i at sludder og vrøvl ikke er heldigt i den sammenhæng. Vendingen bruges naturligvis i daglig tale, især mellem venner, men ikke i mere formelle eller højtidelige sammenhænge. Den forekommer næppe på Folketingets talerstol, og man kan heller ikke forestille sig at præsten i kirken siger “sludder og vrøvl” hvis han opdager at han er kommet til at sige noget forkert.

På samme måde med Radioavisen. Det er en formel situation, og der bruges nok talt sprog, men det skal ikke være talesprog. I et causeri, der gerne må virke lidt improviseret, eller i en uformel samtale foran mikrofon eller kamera kan der ikke være noget i vejen med sludder og vrøvl. Men i Radioavisen må man anbefale undskyld eller det præcise, omend lidt militære, om igen.

1 tons korn

(RA 25.2.87)

Det hedder én eller ét ton og 5 tons eller 5 ton i flertal. Formen tons er altså aldrig ental. Kan man ikke finde ud af det, er det muligt helt at holde op med at bruge formen tons!

Og mens vi er ved mål og vægt: Metersystemets forkortelser er altid uden forkortelsespunktum. Altså ikke 30 km. langrend (TV-Progr. 12.2.87), men 30 km langrend. Og på samme måde: 3 kg kartofler, 28 cm tyk, 8 g hash osv.

Øeh …

Jeg er lige kommet hjem fra et 4 måneders ophold i Wien. Der hørte jeg naturligvis en del østrigsk radio. De har en lækker, nærmest kælen måde at henvende sig til lytterne på, som hænger meget godt sammen med andre østrigske konventioner og omgangsformer som forekommer os fremmedartede.

Mig kom denne speakertone hurtigt til at hænge ud ad halsen. Men man må lade dem at de kan læse op: klart, flydende og rigtigt fraseret.

Jeg skriver dette for at fortælle at det er en meget skrap overgang at komme hjem til DR. Det er gået op for mig at der er god basis for den kritik DR løbende er udsat for. Det er gennemgående en ringe standard i oplæsning vi har. Det er utroligt hvad man hører af hakken og stammen, fejllæsninger, forkerte pauser, øøh’er og betoninger der tyder på at den læsende overhovedet ikke følger med i sin egen tekst.

Dette er selvfølgelig groft uretfærdigt over for dem af jer der læser udmærket – og det skal nok være omkring halvdelen. Men jeg er bange for at det er fejllæserne der tegner jeres image hos lytterne.

Fidele og kælne er I bestemt ikke, og tak for det. Men det er en strid sprogføring I byder os.

I det her land

I dagligdags talesprog, og det vil sige samtalesprog, bruges denne, dette og disse ikke meget mere. I stedet for siger man den her, det der og de der. Det er ikke noget at bekymre sig over – så længe vi bare har denne, dette og disse i skriftsproget.

Mange DR-folk er begyndt at bruge den her osv. i deres udsendelser. Det kan godt gå an når det ikke er formelt og højtideligt. Men oplæsning, fx af nyheder, er nærmest skriftsprog, og her skal man absolut være tilbageholdende med den her osv. i stedet for denne osv., hvis man vil undgå triste stilblandinger.

Det der tidligere altid hed her i landet, her i byen hører man nu tit i formen i dette land, i denne by. Det er helt sikkert engelsk der ligger bag (in this country), men grammatisk er der naturligvis ikke noget i vejen på dansk. Det der er i vejen, er at det er en kliché, dvs. noget der er fortærsket, men udgives for at være nyt og smart.

Når man så oven i købet kvikker det yderligere op ved at sige i det her land og i den her by – og bliver ved år ud og år ind så har vi faktisk en dobbeltkliché.

Lad gå med den her og det her engang imellem, men prøv at vende tilbage til de gode gamle udtryk her i landet og her i byen. De har den ekstra fordel at de er entydige; her i landet el. her i byen, det er i det land el. den by hvor vi nu befinder os.

Men i dette land osv. betyder dels det samme, dels ‘i et eller andet land som vi taler om’: “… Ghana. I dette land er sommerens gennemsnitstemperatur…”

Kort

“Cockpittet sprænger i luften” (TVA 11.2.87). Nej, det springer i luften. Altså huset springer/sprang/er sprunget i luften, men terroristerne sprænger/sprængte/har sprængt huset i luften.

“Diktatoren bliver kastet ud over bjergkanten som føde for kragerne, så han ikke kan genopstå igen” (TVA 11.2.87). Var det virkelig meningen at han genopstod den ene gang efter den anden?

“De havde ikke til sinds at give efter” (RA 9.2.87). Dette er en sammenrodning af to forskellige, men unægtelig ensbetydende udtryk: de havde ikke i sinde at give efter over for de var ikke til sinds at give efter. Vælg selv!

Babysæler (TVA 24.2.87) er et usagligt ord, øjensynligt i halvsøvne overtaget fra engelsksprogede kilder. Baby seal betyder ‘sælunge’, og sådan bør det gengives på dansk.

“Gulspurven har for vane at bygge rede tæt ved jorden” (KS-R 27.2.87). En rigtig petitjournalistisk udtryksmåde. En fugl har ikke vaner, men instinkter, og det ville have været godt nok at sige gulspurven bygger altid rede tæt ved jorden.

Og dirigenterne bliver ved med at stå i spidsen for deres orkestre (P1, programlæsn. 26.2.87, mange gange!). Igen en meget trættende og fortrampet kvikhed.

“Pigen med hørhårene” (MUS 24.2.87) blev sagt af en der var så rap til fransk at han kunne oversætte La fille aux cheveux de lin så ordret at det blev forkert dansk. Hår brugt om hele parykken er altid ental: hun har et flot rødt hår; men drejer det sig om enkelte hår, skal det være flertal: der er nogle få grå hår i hans fuldskæg. Her skulle det altså have været pigen med hørhåret.

Ski-discipliner (TV-progr. 12.2.87). Der er ikke noget at bruge bindestreg til i så kort et ord (vi tager jo alligevel ikke konsekvent hensyn til læsesvage). Det er en manér der stammer fra engelsk, men den er ikke så god i dansk retskrivning. Noget af det samme gælder apostroffen, fx Soya’s Min farmors hus (TL 14.2.87). Der skal kun bruges apostrof efter s, z el. x: Hans’s (el. Hans’) lillesøster, Marx’s (el. Marx’) samlede skrifter.

“… i en afstand af 1,5 kilomet” (TVA 4.3.87). Jeg havde indtil da ikke hørt formen en kilomet hos landsmænd der var ældre end 8 år. Og hvad der er kvikt og pudsigt hos de små, kan virke pinligt hos voksne. Så uretfærdig er verden. – Det hedder altså en kilometer og 54 kilometer.