Sprogbrev nr. 14

GÆSTER I STUDIET

Det er en vanskelig opgave at have flere gæster i studiet på én gang. Særlig problematisk er det, hvis taletiden er stærkt begrænset. Medens man i magasinprogrammer af længere varighed kan have udbytte af at inddrage flere mennesker i en samtale eller en debat, går det meget let galt i nyhedsudsendelser, specielt i Tv-avisen, hvor tidspresset er meget stort.

Når jeg siger, at det ofte går galt, må påstanden naturligvis tages med forbehold. For indslag med mange, ofte stærkt uenige gæster kan undertiden være ganske underholdende. Men de færreste rummer ret mange andre kvaliteter: de indbudte kan kun nå at kaste nogle ofte velforberedte og slagkraftige påstande ud i æteren, tiden tillader ikke nuancerede udtalelser og rummer kun undtagelsesvis mulighed for, at to synspunkter afprøves ordentligt eller måske ligefrem flytter sig i forhold til hinanden.

Dertil kommer, at man fremmer en ganske bestemt personlighedstype og hæmmer andre: Der er meget store forskelle på, hvor hurtige vi mennesker er ved den sproglige aftrækker, hvor let vi har ved at melde os til i en samtale, hvor sårbare vi er over for afbrydelser osv. I en diskussion i Tv-avisen så vi en historiker over for en ledende bankdirektør. Den sidstnævnte følte sig forurettet og løb efterhånden med næsten hele taletiden, fordi han var medievant, hurtig, måske trænet i sprogligt at kunne slå til på en overbevisende måde. Historikeren kom til at fremstå som en veg, bovlam humanist uden moral eller styrke til at svare igen. Intervieweren kunne nok i højere grad have skabt et frirum for ham, så han kunne få ordene på plads og i orden. Det lykkedes i begyndelsen, men efterhånden løb direktøren med ordet. Problemet skærpes af, at tiden er knap! Hvad jeg vil sige med dette? At det er bedre at tale med folk hver for sig, hvis man alligevel ikke har tid til at lade dem føre en samtale.

Galt gik det også med de to gæster, der i en morgenudsendelse 28.11. skulle diskutere, hvordan man uddanner morgendagens iværksættere (ad!). Her var det ikke fordelingen af taletiden, der blev skæv, men samtaleklimaet, der var mindre heldigt. Man fik skolestueassociationer. Overlæreren indledte med ordene “Hvem af jer vil først prøve at fortælle, hvad en iværksætter er?” Kort pause: “Henrik” – Det lød fuldstændig, som når min gamle historielærer spurgte ud over klassen “Lad mig nu se, hvem der først kan fortælle mig, hvem der var på Napoleons side”. Man kalder den slags spørgsmål for markedsspørgsmål: forsamlingen reduceres til en slags auktionskunder, og den, der først reagerer, får chancen. Her favoriserer man igen den udfarende. Man kunne lige så godt have bedt én af de to gæster spille ud. Og så gik den i øvrigt derudad i luntetrav, uden rigtig dynamik. Men det føg om ørerne med “opstarter” og smarte iværksætterord, som studieværten i øvrigt ikke kan have noget ansvar for.

Svært er det unægtelig at være vært for mennesker, der hver for sig har ganske klare forestillinger om, hvad de vil have frem, og som er mindre tilbøjelige til at lytte uhildet til modparten. Ofte må man som ordstyrer gribe ind med en jernnæve i fløjlshandsken, altså praktisere det, der i managementverdenen kaldes “synlig ledelse” for i det mindste at lade de mere tilbageholdende gæster få en chance. På den anden side skal man som vært principielt være parat til at lade gæsten – om ikke tale ud, så dog nå frem til det centrale. Det kan for enkelte værter være svært at skjule, at de selv er på fuld omgangshøjde med de indbudte eksperter …

Kort

Der taltes om “storstilede studenteraktioner i Paris” (RA 29.11.86). Storstilet lugter lidt af glæde og positiv forventning. Der er jo også gået lang tid siden 68. Men ordet er mindre heldigt.

Kan I så holde op med at lade terrorister tage ansvaret for deres gerninger! I to tidligere sprogbreve er det grundigt beskrevet, hvorfor sprogbrugen er uheldig, ja selv dagbladenes læserbrevskribenter har ret. Alligevel blev udtrykket brugt i TVA 17.11.

I samme Tv-avis gik det galt med brugen af sin / sit / sine over for deres 2 gange: “l danske film er det almindeligt, at et eller flere firmaer giver økonomisk støtte mod til gengæld at få sit firmanavn med” og “Kommunerne har på sine budgetter afsat –––”. Når der i sådanne sætninger henvises til et grundled i flertal (firmaer, kommunerne) , så skal der siges deres.

En kompliment til den TVA-medarbejder, der kæmpede en hård kamp for at få en ekspert til at sige kølervæske og træsprit i stedet for metanol og diathylen. Det lykkedes ikke, men medarbejderen skød oversættelsen ind i en skarp parentes.

En halv kompliment til den TVA-medarbejder, der forsøgte at undgå et svært fremmedord. Hun talte om “sløvsind” i stedet for skizofreni. Jeg tror imidlertid, at det sidste ord udløser mere præcise forestillinger hos seerne. Ordene kunne eventuelt sidestilles.

Til gengæld kunne man godt (TVA 25.11) have forklaret, hvad en “kommitteret for A-pressen” er for en karl, og hvad han laver. Senere i indslaget blev det nævnt, at den pågældende skulle nedtrappe sit arbejde.

Under et indslag i TVA (25.11) gav studieværten med den alvor, et direkte blik ind i kameraet kan give, følgende meddelelse: “Udenrigsminister Shultz fik oprejsning her til aften”. Herefter var der en kort pause. Jeg ved ikke, om det kun var pubertetsbørnene i min stue, der reagerede. Måske skulle man lade det udtryk falde.

I en oversigt over middagsradioavisens indhold blev det oplyst, at der var fundet flere smuthuller i kartoffelkuren. Her står de billedlige udtryk ikke godt til hinanden.

Læsper du?

En medarbejder har spurgt mig, hvad jeg synes der skal gøres ved dette, at flere medarbejdere læsper og ikke så få snøvler. At det kan distrahere nogle lyttere, er der ingen tvivl om, men på den anden side er jeg i DR ikke stødt på et eneste forståelsesproblem, der har læsp og snøvl som baggrund.

Der er ingen grund til at tilstræbe et helt ensartet radio- og tv-sprog, klinisk renset for udtaleafvigelser. Visse skoletandlæger arbejder energisk på at fremme et helt standardiseret dansk smil, børnenes tænder stilles på plads og i række, og det kan der være gode argumenter for. Men her er problemet et andet: Skal man bøje sig for den irritation, der kan blive til vrede over, at nogle mennesker artikulerer deres s-lyde på en anden måde end flertallet? Det er vel navnlig nyhedsafdelingerne, der kan lægge en kurs på dette punkt, men oprigtig talt: der er sproglige anliggender, der er mere alvorlige. I øvrigt kan talepædagogerne træde til, hvis det ønskes.

Schlüter m.fl.

Statsministerens efternavn bliver undertiden udtalt med tysk sch-lyd. Det er der ingensomhelst grund til. Der er blandt danske efternavne mange af tysk oprindelse, de fleste af dem er temmelig gamle, og der har dannet sig en fast dansk tradition i udtalen af dem. Det hele bliver en lille smule ekstra problematisk af, at vi i øvrigt kun i hjemlige ord kan bruge en sch-udtale i de negativt ladede schludder (= sludder), schkvadderhovede, schluppert (= sluppert) og schlyngel. Jeg beklager på det danske sprogs vegne og håber, I vil skåne lytterne for uvedkommende associationer.

I øvrigt gøres der af systematiske grunde ofte forskel på Poul Schlüter og Anker Jørgensen. Man kan omtale Poul Schlüter som statsminister Schlüter, men Anker Jørgensen blev aldrig kaldt statsminister Jørgensen. Man kan i nyhedsudsendelserne høre sætninger som “Schlüter udtalte, at ..”, men aldrig “Jørgensen udtalte, at ..”. Grunden er den, at Schlüter har et ret usædvanligt efternavn, medens Anker Jørgensen har et ret almindeligt efternavn. Man kan ikke sige “Andersen mente, at ..” om landbrugsministeren. Han skal have fornavnet med, men det behøver Haarder ikke.

Kønsforhold spiller dog også (endnu) ind. Henviser man til Ritt Bjerregaard, går det ikke så godt an at sige fx “Bjerregaard var ikke tilhænger af forslaget”, selv om hendes efternavn ikke er ret almindeligt. Og Jacobsen om socialministeren er jo helt umuligt. Den trykte presse kan boltre sig i Anker, Mimi og Ritt, men den elektroniske har at tage både fornavn og efternavn med i disse tilfælde.

Jul og nytår stiller særlige sproglige krav til medarbejderne. Jeg kan naturligvis se bort fra den mulighed, at visse traditioner kan gribe forstyrrende ind på kontrollen over taleorganerne, og går lige til sagen: Hvordan varierer man udformningen af de gode ønsker? Selv den mest uopfindsomme julekortskribent har fundet ud af at skifte mellem god og glædelig jul (teologer går meget op i forskellen!), men DR-medarbejderen har større ambitioner. Jeg kan ikke påtage mig at foreslå hver enkelt afdeling sin særlige hilsen, ligesom medarbejderne naturligvis skal gøre, hvad der passer dem. Om samlivsprogrammet fx vil ønske lytterne en sædelig jul, må tilrettelæggerne naturligvis selv afgøre. Men lad os her tage inderlighedsskalaen, fra det neutrale til det intime:

Glædelig jul!

Rigtig glædelig jul!

Vi ønsker lytterne en glædelig jul!

Alle herinde ønsker hver enkelt lytter en rigtig glædelig jul!

Dette er blot skelettet. I kan selv fylde kød på.

Og så vil jeg gerne ytre min hjertelige deltagelse over for den medarbejder, der har den utaknemmelige opgave at læse det fælleseuropæiske manuskript op ved Nytårskoncerten fra Wien. De evige historier om familien Strauss, om de sorgløse wienere og deres umættelige begejstring for valse og polkaer, de giver mig hvert år ondt i hovedet på årets første dag. Andet kan det ikke skyldes.