Sprogbrev nr. 13

Nydannelser

Som DR-medarbejdere har I afgørende betydning for udbredelsen af nye ord og udtryk i dansk. Kun sjældent har I æren eller ansvaret for selve dannelsen, men det er i vid udstrækning jer, der bestemmer, om det nye træk får mulighed for at brede sig i samfundet.

Kartoffelkuren er et aktuelt eksempel. I første fase forsynes ordet med forsigtighedssignaler af typen “den såkaldte kartoffelkur”, senere slettes forbeholdene, og nu hedder regeringsindgrebet simpelt hen kartoffelkuren.

Betegnelsen er da heller ikke værst: den er utraditionel i sin uhøjtidelighed, den knytter sig til årstiden for indgrebet (sml. påskepakken), og den sender signaler ud om sparsommelighed og nøjsomhed. Men helt værdifri er den vel ikke. Modstandere af indgrebet kan anholde brugen af ordet kur. Normalt er en kur et skridt på vej til en helbredelse. Først går man så gruelig meget ondt igennem – og hvad så, hvis man ikke finder kuren nødvendig eller tilstrækkelig? Kan man så være tilfreds med en betegnelse, der på én gang antyder en lægelig (her: nationaløkonomisk) diagnose og samtidig kaster et gemytligt skær over indgrebet? Kur og pakke er rarere ord end indgreb og stramning, men brugen af dem var nok en samtale værd i nyhedsredaktionerne, før næste buket skal plukkes og nye indgreb navngives.

“De kan ringe Deres kommentar til vores automatiske telefonsvarer”. Ringe er kortere end indtelefonere, og DR er ikke alene om at bruge ordet med efterfølgende genstandsled, jf. DSB’s annonce “Ring en færge”. Ældre lyttere vil studse over den slags, og vi andre stopper også op, når vi hører udtryk som “han er lykkedes med det” og “holdet lykkedes ikke med den nye taktik”. Men udtrykket er nu ganske velegnet i mange sammenhænge, hvor det erstatter have heldet med sig, have succes med og lignende, mere tunge udtryk. Det nytter nok heller ikke længere at bekæmpe udtrykket, der kan støtte sig til engelske og svenske forbilleder. Men i mere formel sprogbrug vil jeg stadig fraråde jer at bruge vendingen.

Pas på med ordet overstå! I min tid overstod man eksaminer, militærtjeneste, sygehusophold og andet, der kunne synes umiddelbart mindre lystbetonet. Nu overstår man bryllupsrejser, folboldkampe, hyggeaftener med gode venner. Ordet angiver nu blot, at noget er (ved at være) afsluttet, afviklet, bragt til ophør osv., uanset om dette er lystbetonet, ulystbetonet eller ingen af delene. Vi er dog en hel del mennesker over 35 år, der finder det påfaldende, når en politisk kommentator siger “Straks efter at folketingets sommerferie var overstået, trådte partiernes forhandlere sammen.” Vi er nemlig ikke i tvivl om, at både folketingsmedlemmerne, lytterne og seerne har rigtig godt af den ferie.

Rigtig godt, skrev jeg i sidste linie, og det samme skrev min gymnastiklærer i min meddelelsesbog ud for karakteren 7. Med det mente han, at jeg ikke var særlig skrap til redskabsgymnastik. Sagde man “hun har det da rigtig udmærket”, betød det, at der ikke var noget at råbe hurra for. Men i dag bruger mange – navnlig unge – (spørg jeres børn!) ordet på den oprindelige måde igen, altså som reelt forstærkende element. Rigtig glad betyder særdeles glad, rigtig udmattet betyder overordentlig udmattet, rigtig dygtig betyder fantastisk dygtig. Bemærk, at jeg i mine forklaringer må gå uden om ordet meget, for det har nemlig i mange år haft den dobbelte betydning, som rigtig nu også har fået (sml. “han er meget flink” med to betydninger, bestemt af tryk og tone).

Hvad skal vi nu gøre ved det? Medarbejdere foran mikrofonen får ingen problemer, for udtalen (tryk og tone) og sammenhængen vil altid fortælle, om det er det forstærkende eller det indskrænkende rigtig, der er tale om. Teksterne skal derimod grundigt overveje, om den sproglige sammenhæng sikrer den korrekte forståelse. Og så kan vi generelt glæde os over, at ungdommen er på ret kurs: dels vender man tilbage til den oprindelige betydning, dels har man fundet en stueren erstatning for det nedslidte skide– i ord som skidegod, skidesur, skidedygtig.

Udtale

Manuel og massiv bør stadig have tryk på sidste stavelse på trods af de herskende vestenvinde (TVA 30.10.86). I samme TV-avis var studievært og reporter ikke helt enige om, hvor trykket skulle ligge i katalysatorer. Det var værten, der havde ret, i hvert fald havde han rigsmålstraditionen bag sig med sin udtale katalysaTOrer. Der er heller ikke enighed om, hvordan Saudi-Arabien skal udtales. Nogle siger saUdi-, andre sawdi. Jeg synes ikke, den slags variation gør nogen skade, og jeg tror heller ikke, lyttere og seere er særlig sarte netop i sådan et tilfælde. Men en del savner en repræsentant for bogstavet r i tryksvag stavelse i ord som normal, sortere, vurdere. På samme måde vil udtrykket “en nomeret stilling” (20.10.86) irritere mange. Også r’et i vejrudsigten droppes af mange. Når det blæser op, kan vi få stiv kuling. Flere studieværter i TVA bruger den superdistinkte udtale af stiv med lang stødvokal plus v som i Viggo. Det er lige ved at være påfaldende gammeldags for en del yngre. Måske er udtalen med lang stødvokal plus efterfølgende v som i livlig ved at være bedre.

Vejrtrækning

Udåndingsluften er en forudsætning for, at stemmelæberne (“stemmebåndene”) kan komme i svingninger, og at den øvrige taleproduktion kan sættes i værk. I nogle andre sprog, fx en række afrikanske, betjener man sig også af indåndingsluften, men her i vores del af verden er vi nødt til at bryde taleforløbet op i bidder for at hente luft ind. Normalt skænker vi det ikke en tanke. Men dårlig oplæsning røber sig ofte ved, at der mekanisk hentes luft ind ved hvert eneste tegn (komma, punktum osv.) i manuskriptet. Som anført i et tidligere sprogbrev er kommateringen som regel en dårlig vejviser for vejrtrækningen. Når jeg tager emnet op her, skyldes det, at et par interviewere i Radioavisen distraherer lytterne ved nogle meget uhensigtsmæssige indåndingsvaner, som de garanteret ikke praktiserer i afslappet spontantale. Der er to problemer: 1) Der hentes uafladelig luft ind, undertiden ved hvert 4.-5. ord, og man får den mistanke, at vejrtrækningen fungerer som pausesignal. Virkningen er den, at samtalen får et nervøst, presset og hektisk præg, som påvirker både samtalepartneren og lytteren. 2) Vejrtrækningen er meget tydelig, næsten støjende. Det kan man normalt vænne sig af med, og det er ikke uvæsentligt, for pludselig og hørbar vejrtrækning bruger man ofte som “afbrydelsessignal”, som tegn på, at man gerne vil ind i en samtale. Også dette kan gøre den interviewede utilpas. Har man at gøre med en taletidsegoist, der ikke er til at stoppe, er det udmærket med et par hørbare vejrtrækninger af demonstrativ karakter, men er det en i forvejen usikker, medieuvant medborger, der ikke er ude på noget, skal man passe på – også med dette her. DR har nogle dygtige talepædagoger, der sagtens kan reparere på det.

Der lægges an til landing

Man er kun sjældent i tvivl om, hvornår en oplæser er ved at nå til ende med sit manuskript, eller når afslutningen af et større afsnit nærmer sig. Det vigtigste signal er nok, at man så at sige tager nogle store skridt ned ad tonestigen, sætningsmelodien nærmer sig gradvis sit dybeste leje, og lytterne forstår, at landingsstellet er kommet på plads.

Men ikke så få betjener sig også af en (sikkert ubevidst) teknik, der efterhånden har udviklet sig til en manér: de holder en længere pause foran den sidste betonede stavelse i den afsluttende sætning. Det kan virke umotiveret, specielt når der holdes pause mellem to nært sammenhørende ord:

“Og nu er det vist på tide, at jeg siger farvel og på (////)gensyn”.

“Ikke mere i denne uge, vi lyttes ved samme sted næste (////)fredag”.

“Rentestigningen har fordyret huslejen med 2.000 kr. om (////)året”.

“Og nyhederne i denne radioavis blev læst af Ole (////)Riisager”.

“Studieværten i dag var Ida Bjørn (////)Nielsen”.

En helt anden historie

I almindelig journalistjargon bruger man ordet historie på en måde, der kan virke uheldig på andre. At TV-avisen og Radioavisen består af en række historier, virker påfaldende, undertiden næsten stødende: “Vi springer tilbage til historien om flykapringen”. “Der var en fejl i historien fra Mocambique”. Som regel kan indslaget gøre udmærket fyldest. Historier er for de fleste mennesker forbundet med noget fiktivt og noget underholdende. Den karakter har nyhedsstoffet jo slet ikke……….

Roser

Sprogkonsulenten har først og fremmest til opgave at være en kritisk lytter og seer, og det præger naturligvis også sprogbrevene. Men meget ofte er der søreme også noget at glæde sig over: generelt er DR’s medarbejdere fuldt på højde med dem, de taler med: politikere, organisationsfolk, eksperter osv. Det manglede også bare. Det hænder også, at jeg hører en perfekt afleveret radioavis og ser en TVA-studievært, der er velforberedt, sikker og præcis i sin formidling. Det var godt, at TVA 27.10.86 fortalte om, hvad ozonlag og stratosfære er for noget, men den slags får I jo ikke noget ud af at jeg skriver (sætningsknude). Desværre er det vigtigere for jer, at jeg fremturer i kritik: Hvorfor forklarer I ikke, hvad I mener med Mocambiques infrastruktur (TVA 20.10.86) og med eksekutivaftaler (TVA 26.10.86), og hvorfor drejer nyhedsudsendelserne sig ikke om begivenheder, i stedet for altid at handle om historier?