Udtale
“Spanien er jo flamingoens land”. Sådan lød det faktisk (RA 18.7.86), men det skulle vel have været flamencoen. Flamenco er en dans, og ordet udtales flamænko.
Alkohol skal helst udtales med tryk på første stavelse: álkohol. Ordet må altså ikke rime på sol.
Hvorfor er der pludselig adskillige oplæsere, også i provinsradioerne, der er begyndt at sige rageringen? Skal vi ikke holde os til regering lidt endnu?
“… to diamentrale modsætninger” (RA 8.7.86); det kan da ikke være så svært at huske at det skal være diametral: det hænger sammen med diameter, som jo er uden n!
“Værket er dirigeret af den engelske komponist () Benjamin Britten” (P1 9.7.86). Klammerne antyder en lille pause som ikke skulle have været der. Der har sikkert stået et komma i manuskriptet, og det er forkert. Det hedder den engelske dronning, Elizabeth II, for dronningen og Elizabeth II er én og samme person, og kommaet fungerer som en parentes; men det hedder den engelske komponist B.B., for der er mange andre engelske komponister end B.B. Og i oplæsning: “den engelske dronning () E. II”, men “den engelske komponist Benjamin B.”.
“Der står heller intet om hvor store lønforhøjelser () man regner med” (TVA 15.8.86). Her kunne man også meget tydeligt høre det forkerte komma mellem lønforhøjelser og man. Husk at hvis der er grammatiske kommaer i manuskriptet, kan man aldrig regne med at de svarer til logiske afsnit i teksten, uanset om de er rigtige eller forkerte.
“På den måde kan man holde sygdommen stangen” (23.6.86). Stangen skal i dette udtryk udtales med stød, altså som i (flag)stangen. Udtrykket går sandsynligvis tilbage til en forestilling om en modstander som man holder i skak ved hjælp af sit spyd eller sin lanse; det er altså en stang der er tale om.
En advarsel
“Gorbatjov advarer Reagan mod at USSR fortsat vil støtte den kommunistiske regering i Kabul” (RA 28.7.86). “Flere apoteker advarer folk om at bruge midlet til spædbørn” (Kanal 94, 4.7.86). Det er efterhånden meget almindeligt at sammenblande advare mod med advare om. Jeg advarer dig mod X, betyder at X er noget du skal undgå: jeg advarer dig mod at bade her – de advarede ham mod at bruge for mange penge – jeg er blevet advaret mod regninger uden bilag – jeg bliver nødt til at advare dig mod Jytte. Jeg advarer dig om X betyder at X er noget du skal vide, fordi det kan være farligt eller ubehageligt for dig: jeg må advare dig om at badning i søen er farlig – de advarede os om at priserne i Oslo var meget høje – er der ingen der har advaret dig om at butikkerne lukker tidligt om lørdagen?
Sagt meget kort: advare om betyder “pas på”, advare mod betyder “lad være”. Derfor skal det være “Gorbatjov advarer Reagan om at USSR fortsat vil støtte regeringen i Kabul”, men “flere apoteker advarer folk mod at bruge midlet til spædbørn.”
Er det korrekt?
Korrekt er en kliché der i disse år går hærgende over landet. Der er politikere som ikke mere kan sige ja, men kun det er korrekt; og som meget nødig siger rigtig mere: det er korrekt at jeg allerede i onsdags orienterede statsministeren. Dette korrekt får tilhøreren til at føle at han er til mundtlig eksamen og har fået anerkendt et svar – og det er måske det der er meningen.
Men der er ingen grund til at vi almindelige mennesker også går rundt og siger korrekt, når vi har både ja og rigtig endnu. Især ikke når det kan give flertydighed. Se her: “Er det korrekt at de store klubber forsøger at lokke drengespillere over til sig?” (TV-U 2.7.86). Betyder det “passer det at…” eller er det snarere “er det efter reglerne at…”?
I fire minutter
“En cykelrytter kørte strækningen i 4 minutter og 28 sekunder” (RA 16.7.86). Det skulle have været på 4 minutter osv., og det må være engelsk påvirkning der ligger bag denne ret almindelige fejl. Forholdsordet i fortæller hvor lang tid noget varer: han boede her i 3 år – jeg ledte efter nøglen i en time – han kørte rundt i byen i 4 timer og nogle minutter. Men på fortæller hvor lang tid det tager at gøre noget færdigt: broen blev bygget på 3 år – jeg fandt nøglen på en time – han kørte strækningen på 4 minutter og 28 sek.
Den nye Retskrivningsordbog
udkommer den 25. september. Det er næsten utroligt så meget forkert der har været sagt og skrevet om den i det sidste års tid, så derfor nogle kendsgerninger her for interesserede.
Det er forkert at der er lavet om på den danske retskrivning. Det skal der et Folketingsflertal til.
Det er altså også forkert at den nye Retskrivningsordbog giver tilladelse til at man i højere grad end før kan stave som man har lyst.
Det er forkert at man fra nu af skal stave mere efter udtalen – en helt vanvittig idé i øvrigt.
Det er forkert at arbejdet med ordbogen har været standset i en periode som følge af ministerielle indgreb.
Det er rigtigt at den nye Retskrivningsordbog indeholder ca. 60.000 ord, over 10.000 flere end den gamle.
Det er rigtigt at den nye Retskrivningsordbog har ca. 500 nye ordformer og staveformer. Det er fx begonia, bødeforlæg, campere, svigerfar, manieret, serv, tyrker, lodden, Storebælt, hefte, marguerit, delle, pluskæbet, sommetider. Disse ord har andre former og stavemåder i den gamle Retskrivningsordbog, se selv efter!
Det er rigtigt at en snes franske ord har fået fordansket stavemåde, fx resurse, krebinet, kommuniké, regi, remulade, majonæse, silhuet, ajour, dog således at det i de fleste tilfælde er fuldt korrekt at fortsætte med de rent franske stavemåder. De sidste 3-400 år har vi haft tradition for at fordanske franske ord, hvis de er blevet almindelige i dansk. Og i bekendtgørelsen fra 1892 om den danske retskrivning står der at det er sådan det skal være. Der er derfor hundredvis af fordanskede franske ord i forvejen, fx brysk, bøf, direktør, fars, føljeton, karantæne, kontor, kupé, kø, likør, nervøs, løjtnant, sovs, kotelet.
Det er rigtigt at den nye Retskrivningsordbog på adskillige områder giver faste og udførlige regler for noget der hidtil har været overladt til den enkeltes temperament og øjemål. Det gælder fx tegnsætningen og brugen af store og små bogstaver.
Jeres sprogkonsulent er medlem af Dansk Sprognævn og Retskrivningsordbogens redaktion. Han er dag og nat til rådighed med alle oplysninger der kan føre til sagens afklaring.
I går aftes
En læser af Sprogbrevet spørger om jeg ikke kan give ham ret i at det ikke kan hedde i går aftes, men skal være i aftes. Dette går er jo helt overflødigt, idet i aftes jo kun kan være i går!
Først må det siges at der er visse sammenhænge hvor der skal understreges og paralleliseres på en sådan måde at i går aftes er helt uproblematisk: “Var det i går morges de sagde det i Radioavisen?”. “Nej, det var i går aftes.” – “I forgårs ved 20-tiden skete der en alvorlig færdselsulykke…”. “Nå, jeg troede det var i går aftes”.
Men ellers er det rigtigt nok at det er tilstrækkeligt at sige i aftes.
Der er nu ikke mange indfødte danske der føler sig det ringeste generet af i går aftes. Det er et godt eksempel på at en eller anden pludselig får øje på en overflødighed og gør det til en livsopgave at bekæmpe den – stik mod det danske folks fornemmelse af deres eget sprog. Hvis det er en lærer eller en anden person med indflydelse, kan der ske det at folk begynder at tage det alvorligt. Og det fortjener sagen ikke.
Det er nemlig sådan at i (går) aftes er et fast udtryk, nogle ord der i tidens løb er vokset sammen til en sær forstening. Tænk fx på formen aftes; hvor er n‘et i aften blevet af? Er det ikke også ulogisk? I det hele taget tillader de faste, forstenede udtryk ikke at man bedømmer dem som de produktive dele af sproget. Gjorde vi det, kunne vi få nok at bestille. “Hun rejser næste mandag”: her er næste jo overflødigt! Eller “Hun kommer på torsdag i næste uge”: her er på overflødigt. Skal det også være forkert og bekæmpes? “Hun bliver kun i tre dage”: her er der et overflødigt i.
Man kan blive ved på den måde. Tænk fx lidt over følgende ord og udtryk: vi gik til fods – han kunne knap stå på benene – birketræ – tunfisk – sædvane – orangefarvet.
Moralen af dette er den sædvanlige: Der er absolut ikke noget i vejen med i går aftes, men hvis du kan huske det, så lad være med at bruge udtrykket. Der er nogle der hidser sig op over det, og det kan man altså spare dem for ved at sige i aftes.
Kort
“Det var meget belejliget for sikkerhedspolitiet” (P1 23.8.86). Tillægsordet er belejlig, i intetkøn belejligt.
“Hun havde forstrukket en muskel i ryggen” (TVA 10.8.86). Dette er gemytligt talesprog. Her burde det have været forstrakt.
Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR’s forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR’s Personalekursus/DR’s Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.