Sprogbrevet nr. 106

Udtale

Hvordan udtales ebola, den dødelige virus, som hærger i Afrika? Det ser ud til, at ordet på engelsk har tryk på -bo-, men danske medicinere og andre sagkyndige synes at være enige om, at trykket ligger på første stavelse, og det er så det, vi anbefaler. Altså: ébola.

En oplæser af TV-A fastholder sin DSB-udtale af passagerer: passaserer (5.6.1995) på trods af gentagne henstillinger i Sprogbrevet om at holde sig til passasjerer.

Shu-bi-dua udtales med tryk på dua. Men den færøske bank Sjóvinnubanki (“Søfartsbanken”) har tryk på første stavelse. I RA 24.5.1995 blev der sagt sjovinúbanken.

WHO blev i TV-A 15.5.95 udtalt dobbelt ve hå o; senere havde samme oplæser WEU udtalt ve e u. Det var rimeligt at være konsekvent, og man kan rolig udtale w som vé. Vi siger jo heller ikke dobbelt ve ce.

De áutonome – de autonóme. Begge trykfordelinger hørtes i TV-A 18.5.95. Helst autonóme, i overensstemmelse med institueret praksis (og i uoverensstemmelse med de autonome selv): astronom, økonom, gastronom, merkonom osv.

Da Ukraine sidst var meget omtalt i pressen, lykkedes det DR’s medarbejdere at blive enige om udtalen ukra-íne og ikke ukrajne (TV-A 28.5.95). Vi minder lige om det.

“Sygeplejerskerne risikerer en økonomisk bet”, hørte vi 15.6.95 i P1. Bet blev udtalt, så det rimede på sæt, og det er selvfølgelig, hvad ordets franske oprindelse (bête) kunne lokke en til. Men den traditionelle danske udtale lader bet rime på sket.

Forbudt ord

“Han (Ninn Hansen) er angivelig svækket af den blodprop, han pådrog sig for et år siden” (TV-A 15.5.95). Det betyder enten, at Ninn Hansen lyver sig syg, eller at det er veldokumenteret, at han er syg. Som sagt en del gange før: ordet angivelig er skæbnesvangert flertydigt. Hold dog op med at bruge det!

Fremmede navne

Krige og katastrofer i udlandet betyder, at det pludselig vælter ind over os med navne på byer, floder, bjerge og personer, som vi aldrig har hørt om før.

Nu sidst var det Norge.

Man kan ikke forlange, at lyttere og seere genkender andre end de allervigtigste stednavne, selv ikke i Norge, og det er rimeligt, at man diskret giver et tip om arten af det, der tales om. Men Gloma-floden (RA 2.6.95) var nok ikke så heldig. For det første drejede det sig om det vandløb, som på norsk hedder Glomma, på dansk Glommen; for det andet har vi ikke floder i Norden, men nok elve. Så Glomma-elven havde været det rigtige. Som i RA 5.6.95: Otta-elven og søerne Mjøsa og Mesna.

Den indtagende og på ingen måde karikerede Mrs. Hyacinth blev i programpræsentationen 12.6.1995 omtalt som hyasént, altså med dansk udtale. Det er et brud på god dansk praksis.

Når det drejer sig om engelske navne i fiktion (film, radioteater, romaner osv.), har man i hvert fald efter 2. Verdenskrig almindeligvis valgt den engelske udtale, ligesom man har fastholdt Mr. og Mrs./Ms. i stedet for at sige og skrive hr./fru/frk. Mr. Smith kaldes ikke hr. Smith, George udtales ikke som det danske Georg osv. Det skal ikke nægtes, at der er undtagelser og grænsetilfælde. Robin Hood får ikke altid engelsk r, en John udtales undertiden, som var han dansk, en Henry kan, hvis han er konge, og der er tradition for det, blive en Henrik. Men kursen er klar: Man vælger i stigende grad engelsk-nær udtale.

Det ses også i udtalen af den amerikanske præsidents efternavn. Sprogbrevet har fra regeringstidens begyndelse anbefalet klenton (med samme endelse som leksikon), selv om enhver efterhånden ved, at udtalen på engelsk snarere er klent(e)n. Men den danske tradition er stærk, jf. London, som kun en krukke udtaler som (omtrent) rimende på sonden.

Traditionen er dog ikke uanfægtet, og det er interessant netop i disse år at bemærke, hvordan udtaler som Washingt(e)n og Wils(e)n vinder terræn. Vi anbefaler indtil videre, at man fastholder udtalen med åben å-lyd, men vi anbefaler på den anden side, at man holder sig fra fordanskning af Mrs. Hyacinth. Sådan er sproget, og fint skal det være!

Men fri os fra engelsk, hvor en fast tradition har lagt sig fast på en anden form: I en underholdningsudsendelse (25.5.1995) blev den gamle danske skuespiller Charles Wilkens (kaldet “sjarles” eller “sjales”) omtalt som tjarles wilkens – med en malplaceret engelsk udtale. Han eller hans samtid kunne aldrig drømme om at udtale navnet på engelsk.

Charles de Gaulle var derimod franskmand, og det bør man respektere, når man udtaler han navn. Han hedder ikke tjarles (TV-A 17.5.95), men sjarl(e) til fornavn.

Find fem fejl

1. De seks første afsnit af Svenske Hjerter har fået sin plads i sendefladen (programlæsning 15.5.95)
2. Han fik et chok, da han målte sig frem til hvor meget nikkel, der var i foderet (TV-A tekst 31.5.95).
3. … i Færøerne går ikke, men det er OK med i Grønland (Sprogbrev nr. 105).
4. …både NN og OO skal ikke regne med at tjene mere i år (RA 13.6.1995).
5. “…det centrale rektorkollegie” (TV-A 10.6.1995).

Dannelse

Det er en ærlig sag, at mange har fået 2. Verdenskrig på afstand. Flertallet af os er først født senere. Det er også en ærlig sag, at der er huller i den viden, vi hver især har til rådighed. Men det er ikke en ærlig sag som ansvarlig for præsentationen af et program (TV-K 12.6.95) med Frode Jacobsen at introducere hovedpersonen med en oplysning om, at denne navnlig er kendt for sine 28 år som folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Det er forkert, og det er et entydigt tegn på dårlig forberedelse – måske også på en manglende dannelse af samme type, som lå til grund for tidligere opsange i Sprogbrevet om udtaleformerne djobs bog (Jobs Bog) og metropólitanskolen (Metropolitianskolen).

Kort

En tekstning i TV-A 2.6.1995 skrev efternøgler i stedet for efternøler. For en fonetisk betragtning er det konsekvent, for yngre mennesker har ikke nogen lyd svarende til skriftens g i ord som neger, bøger, læge, bevægelse; sne udtales som sneg, ø som øg osv. Derfor kommer der let falske g‘er i skriftsproget. Det gør nok “efternøgleren” forståelig, men ikke acceptabel.

Det var heller ikke stavemåden statestik for statistik i samme udgave af TV-A.

“Bakterierne er blevet resistente mod detteher antibiotika” (TV-A 21.5.95). En udpræget talesprogsform som detteher er ikke på sin plads i denne sammenhæng. Vi minder om, at det ikke er nogen skam at bruge formerne denne – dette – disse. Og så er entalsformen i øvrigt antibiotikum.

“Hvis vi agerer på den måde”, sagde Hans Engell i TV-A 9.6.95. I teksten var agerer ændret til handler. Absolut en menneskevenlig rettelse til bedre og forståeligt dansk. Men læseren går glip af Hans Engells selvkarakteristik gennem det krukkede ord agere.

Noget lignende skete i TV-A 10.6.95, da statsministeren sagde: “Det er vores job at skabe flere job i Europa”. Teksten havde flere job i EU, og det var givet det, Nyrup mente.

Men egentlig er det vel en art censur?

“…rektorerne i det såkaldte Rektorkollegium” (TV-A 10.6.95). Sådan kan man ikke bruge såkaldt. Studieværten ville udsende et signal om, at det ikke var forudsat, at alle seere kendte ordet og institutionen rektorkollegium. Udmærket! Men såkaldt siger, at noget kaldes et, men i virkeligheden er noget andet: hans såkaldte argumenter, den såkaldte skattereform osv. Her kunne man have sagt “det, der hedder Rektorkollegiet” el.lign.

Naturligvis skal TV-A fortælle nyheden om prins Joachims forlovelse; om den skal sætte andre nyheder i skyggen, kan naturligvis diskuteres. Det gør ikke TV-A til et elektronisk billedblad. Det gør til gengæld spidsplaceringen af en i forvejen omtalt redningsaktion (TV-A 10.6.95): “Følelserne fik frit løb, da …” Nyheden var, at den hårdt prøvede pilot efter sin redning brød sammen i gråd, da han fortalte om sine oplevelser. Vi fik det, med sovs og kartofler. Pinligt, men ikke for ham. – Tilbage på sporet. Det er petitjournalistisk sprogbrug at tale om den royale forlovelse, som det fx skete i TV-A 31.5.1995. Det hedder kongelig.

“Enkelte landsbyer [i Norge] er næsten udryddet” (TV-A 7.6.95). Nej, man udrydder noget levende, altså mennesker, planter og dyr. Landsbyer bliver ødelagt eller udslettet.

En gæst i studiet, oven i købet en revisor, forsynede det danske sprog med et udtryk, som bør bevares for eftertiden (TV-A 7.6.1995), idet han omtalte de ømme lig i lasten. Det er en sproglig gensplejsning af en type, man kalder kontamination, en sammenblanding af to, evt. flere udtryk. Vanskelige anliggender, som det er ubehageligt at komme nærmere ind på, kan kaldes ømme tæer, og man kan tale om lig i lasten, hvis man slæber på gamle synder eller uløste problemer. Men hvis lig nu også kan være ømme, er der åbenbart ikke engang fred efter deadline.

Sprogbrevet ønsker god sommer!

Farvel!

Jørn Lund har efter 10 år som ekstern sprogkonsulent opsagt sin kontrakt med DR pr. 1. august 1995 – ikke i modløshed eller misstemning, men med blandede følelser: Nye opgaver er kommet til, og det indebærer et farvel til andre indsatser, som har været stimulerende og lærerige, herunder arbejdet med sproglig rådgivning i DR. Tak til Sprogbrevets læsere, til DR’s medarbejdere. Erik Hansen får en ny kollega. Herom senere.