Sprogbrev nr. 10

Udtale

“…en kontraversionel udsendelse” (TVA 25.5.86) var vel ikke andet end en fortalelse? Det er ikke sådan med de fremmedord. Et fremmedord man ikke kan undgå, er ingeniør; men det skal absolut ikke udtales insenør (TVA 26.5., adskillige gange). Den rigtige udtale er insjenjør.

Detalje staves og udtales lige ud ad landevejen. Men i sammensætninger skal det være detail-: detailstudium, detailhandel, detailsalg, detailplan osv., og det udtales detaj, altså uden at man hører l’et (RA 23.5.86): detailomsætning osv.

Og så endnu en gang: ord der ender på –or i ental, har trykket på or når de står i flertal: kommentátor – kommentatórer (RA 6.6.86).

Utopi

“Har I ændret holdning eller policy i jeres programmer?” (TVA 25.5.86). Et fremmedord som policy hører hjemme i den smarte, helt interne fagsnak, ikke i udsendelser til det danske folk. Et lærerigt eksempel fra P1 22.5.86:

Den interviewede:	Hvis vi skal fortsætte med vores service over for borgerne, må kommunen mindst fordoble sit tilskud til os.
DR:	Jamen er det ikke en utopi?
Den interviewede:	Jo, men utopier er jo til for at blive bekæmpet.

Der er ingen tvivl om at DR-medarbejderen kendte ordet utopi, men den interviewede har troet at det betyder “en umulig situation”, “en katastrofe” eller “noget værre noget”. Det gælder om at prøve at tale samme sprog.

Mexico

Alle der skriver tekster vil jeg lige minde om at mexicansk og mexicaner er forkert stavet. Det skal være mexikansk og mexikaner. Først når den nye Retskrivningsordbog er på gaden, bliver det tilladt at skrive som man skriver, altså mexicansk og mexicaner. Mexico er i orden allerede nu!

Og så blev sejren over Uruguay i øvrigt fejret med at vi den ene gang efter den anden fik at vide at vore modstandere var blevet ydmyget (TV-S 9.6.86). Er denne sprogbrug ikke en opfordring til stupid triumferen? Er det fornedrende og vanærende at tabe en fodboldkamp, selv om det er et stort nederlag? Jeg troede det var en ærlig sag at tabe!

Fortrinsvis

Der er, får jeg at vide, opstået en strid i datatjenesten om et sprogligt spørgsmål. Hedder det “en medarbejder, der fortrinsvist er beskæftiget med…” eller er der et t for meget i fortrinsvist?

Der er en god og fast regel der siger at tillægsord der bruges som biord, skal have endelsen -t. Det er en selvfølge for de fleste:

• vinden blæser koldt
• hun smilede venligt
• hvor langt er vi kommet?
• hun er offentligt ansat
• vi arbejder hårdt
• han er varigt beskæftiget med…

Men desværre er der forskellige undtagelser fra hovedreglen, og en af dem er at tillægsord der ender på –vis, ikke skal have t på når de bruges som biord: situationen ændres gradvis – afdragene skal betales månedsvis – frisk til hård vind og stedvis regn – det er forbudt at sælge cigaretter stykkevis. Denne undtagelse respekteres ikke af ret mange, men vil man være strengt korrekt, skal man altså ikke skrive t i ordene på –vis. Men om 20 år er der ingen der tænker på det mere!

Mht. fortrinsvis må man dog slå lidt hårdere i bordet. Fortrinsvis er slet ikke noget tillægsord, men er født som biord – og så er –t helt forkert, lige så forkert som endelsen –t i det fødte biord temmelig. Altså:

• en medarbejder, der fortrinsvis er beskæftiget med …

Skæve citater

“Det er netop på fagene vandene skilles” (TVA 19.5.86). At vandene skilles vil sige at meningerne er delte, folk er uenige, og man kan ikke komme videre. Det er gammel og anerkendt betydning af udtrykket, men egentlig sær, når man tænker på at billedet i udtrykket naturligvis stammer fra Bibelens beretning om jødernes udvandring fra Egypten: Da de kom til det Røde Hav, skiltes vandene og de kunne vandre over (2. Mosebog 14.21). At vandene skiltes, betød netop at nu kunne man komme videre.

Der er adskillige eksempler på forkerte eller molesterede citater som ingen føler sig stødt ved. “Ikke for skolen, men for livet” er ikke det den romerske forfatter Seneca sagde. Han sagde faktisk det modsatte: non vitæ, sed scholæ discimus, vi lærer ikke for livet, men for skolen og han mente det kritisk og provokerende.

Så er der smeden og bageren. At rette smed for bager betyder at lade den skyldige slippe og i stedet straffe en sagesløs person. Udtrykket stammer fra Johan Herman Wessels digt “Smeden og Bageren”: byens smed skulle strengt taget hænges for et mord, men man kan ikke undvære ham, da han er byens eneste. I stedet henretter man så en af byens to bagere. Så det burde hedde rette bager for smed. Når vi har fået smed for bager er det sikkert fordi det ligger bedre i munden end bager for smed. I faste vendinger er der en tydelig tendens til at det er det korte der står foran, og det lange bagefter: guld og grønne skove, Svend, Knud og Valdemar, løgn og latin, nu eller aldrig, sol, måne og stjerner, tid og evighed osv. Selvfølgelig kan rækkefølgen smed-bager også hænge sammen med den oprindelige tekst. Der står at dommeren “bladrer i sin Lov omhyggelig/ men finder intet der for sig/ hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager”.

Man merkt die Absicht und wird verstimmt, er på flere måder i uoverensstemmelse med Goethes skuespil Tasso, hvorfra det stammer. Men det alvorligste er at citatet i denne helt almindelige form indeholder en regulær grammatisk brøler: det skal være ist verstimmt, udtrykket med wird er helt umuligt rent sprogligt.

Vi slutter med det gustne overlæg, der stammer fra Shakespeares Hamlet: “And thus the native hue of resolution/ is sicklied o’er with the pale cast of thought”. I denne sammenhæng betyder den danske oversættelses gustne overlæg de overvejelser der lammer den impulsive beslutsomhed. Men i daglig citatpraksis betyder gustent overlæg nærmest “kold beregning”, og udtrykket må være påvirket af overlagt mord eller gøre noget med fuldt overlæg.

S eller blive?

Der bruges for meget s-passiv i DR: mødet holdtes i går aftes – barnet hentedes fra skole af forældrene – inden broen repareres. Det er dels meget skriftsprogligt, dels for svensk. Hellere blev holdt, blev hentet, bliver repareret. Særlig forstyrrende er det i et eksempel som “… hvis der ikke findes en løsning på problemerne i Marmorilikminen” (RA 3.6.86). Findes betyder næsten altid “eksisterer” (det bedste der findes); her burde det have været bliver fundet.

Kort

Der findes en lov som handler om tronfølgen i Danmark, og den hedder naturligvis tronfølgeloven (ikke tronfølgerloven (TVA 5.6.86)).

“Kronprinsen er bundet op i Statsrådet” (TVA 25.5.86). Jeg har ikke kunnet finde nogen der kan forklare mig hvad bundet op betyder her, og det hjælper ikke at bruge den engelske ordbog, som ellers er et meget vigtigt hjælpemiddel hvis man vil forstå hvad der bliver sagt i DR: betydningen af bound up giver ingen mening i denne forbindelse.

“Der er stadig resterende billetter til koncerten” (programoversigten 27.5.86). Tak fordi vi slap for tilbage; stadig + resterende er mere end rigeligt!

“Kun i København udartede karnevallet sig til voldsomheder” (RA 19.5.86). Det er en sjusket sammenblanding af udvikle sig til og udarte til.

“Udsigterne til et topmøde ser dystre ud” (RA 23.5.86). Nej, men udsigterne er dystre.

“(Bureauet) lover at danske turister der tager til Paris, kan blive udsat for kropsvisitation” (RA 28.5.86). Det lyder jo nærmest som om kropsvisitationen tilbydes som en pikant fornøjelse på rejsen, ligesom bestigningen af Eiffeltårnet eller Montmartre ved nat. Når man bruger love rigtigt, skal det man lover en anden være noget godt, behageligt eller værdifuldt, noget som den anden gerne vil have. Og det gælder trods alt næppe kropsvisitation.

“For vi andre er der ingen risiko” (TVA 2.6.86). Et godt eksempel på at man begår en fejl af bare skræk for ikke at være korrekt. Det skal selvfølgelig være for os andre. Vi (og I) bøjes på samme måde når det står alene og når det er forbundet med andre, danskere, unge osv. Altså for os (andre) er der ingen risiko – vi (andre) risikerer ingenting – det var en skuffelse for os (danske) – vi (danske) var meget skuffede – og nu vil jeg sige til jer (unge) – derfor må I (unge) også gøre en indsats. – Den typiske fejl i DR på dette område er at man siger vi og I, hvor det skulle have været os og jer.