Indholdet på denne side er mere end 6 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Roots of Europe sommerseminar 2018

Seminaret “Languages and migrations in pre-historic Europe” afholdes af Roots of Europe og Nationalmuseet og foregår den 7.-12. august.

Roots of Europe – Language, Culture, and Migrations er et tværfagligt forskningscenter på Københavns Universitet. Her samarbejder forskere fra sprogvidenskab, arkæologi, genetik og religionsvidenskab om at afdække mere om Europas forhistoriske tid.

Den forhistoriske tid er defineret som tiden før nedskrevne dokumenter. Perioden er før blevet beskrevet af både arkæologer og lingvister, men nye metodiske gennembrud indenfor især genetik har skabt nye forskningsmuligheder.

Takket være forskningen kan man ved seminaret høre mere om befolkningerne i den neolitiske periode og i bronzealderen, fx om befolkningernes sprog, migration, gensidig krigsførelse, religion, mytologi og sociale organisering – set fra et lingvistisk, arkæologisk og genetisk perspektiv.

Seminaret er åbent for alle og koster kun almindelig billet ved Nationalmuseets indgang. Studerende der har trykket ‘deltager’ på Facebookbegivenheden, og som medbringer et gyldigt studiekort, kommer gratis ind.

  • Tid og sted: 
  1. Tirsdag den 7. til fredag den 10. august 2018 kl. 10.30-16.30 på Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, Prinsens palæ. Lokale: Festsalen.
  2. Lørdag den 11. til søndag den 12. august 2018 kl. 10.30-16.30 på Københavns Universitet, Søndre Campus. Lokale 21.0.54.