I klummen “Metascience” i Ingeniøren skriver ph.d., lektor Theresa Schilhab om sprogets betydning indenfor robotforskningen.
I den tidligste robotforskning stod kompleks symbolmanipulation centralt i forskernes forsøg på at skabe kunstig intelligens. Theresa Schilhab skriver at moderne kognitions- og neuropsykologi i stigende grad forlader teorien om at tænkning beror på manipulation af symboler, og at man nu i stedet mener at tænkning er orienteret mod handlinger og primært hviler på sansemotoriske og perceptuelle processer.
I forlængelse heraf er det opfattelsen at sproget har stor betydning for begrebsdannelse, hvilket betyder at robotterne tilsyneladende skal kunne tilegne sig sproget hvis deres intelligens skal være sammenlignelig med menneskers.
Dette er en udfordring for robotteknologien da det at lære sprog dels indebærer viden om sproglig praksis og dels kræver socialisering.