Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet janteloven
 

janteloven

Er janteloven et særligt dansk begreb, eller findes janteloven også i andre sprog? Hvis janteloven er et særligt fænomen som man især kender i Danmark og Norden, hvordan kunne man så forklare begrebet for en udlænding?
Nyt fra Sprognævnet, 2020/2, 01.05.2020.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Er janteloven et særligt dansk begreb, eller findes janteloven også i andre sprog? Hvis janteloven er et særligt fænomen som man især kender i Danmark og Norden, hvordan kunne man så forklare begrebet for en udlænding?

UdråbstegnSvar:

Det korte svar på dit første spørgsmål er ja – janteloven er tilsyneladende et særligt dansk og nordisk begreb, der i Den Store Danske Encyklopædi (bd. 9, 1997) beskrives på følgende måde: "de sociale spilleregler som Janteloven er en konkret kodificering af, kan med en antropologisk vinkel opfattes som udsprunget af en generel nordisk forsigtighed når det gælder om at fremhæve sin egen eller prise andres lykke".

Navnet Jante stammer fra den dansk-norske forfatter Aksel Sandemoses roman "En flyktning krysser sitt spor" (1933, på dansk 1938), hvor hovedpersonen vokser op med ti bud for livsholdning og levevis som småbysamfundet i den lille jyske by Jante tvinger den enkelte til at underkaste sig.

For at undersøge om janteloven som fænomen findes i andre sprog, kan man lede efter oversættelser af janteloven i ordbøger.

Ifølge Vinterberg og Bodelsen: Dansk-Engelsk Ordbog, 11. udg., 2007, svarer janteloven til "the who-do-you-think-you-are-attitude?", dvs. 'hvem tror du at du er-attituden'.

Ifølge Blinkenberg og Høybye: Dansk-Fransk Ordbog, 4. udg., 1991, er janteloven (omtrent): "règle qui prescrit: Ne te crois pas quelqu'un!", dvs. 'den regel der siger: Tro ikke du er noget'.

Ifølge Bork: Dansk-Tysk Ordbog, 10. udg., 1996, kan janteloven gengives som "das keiner darf den anderen überragen Prinzip", som kan oversættes til 'ingen må overgå de andre-princippet'.

Der er altså intet der tyder på at nogen af disse sprog skulle have overtaget det danske jantelovsbegreb direkte. Dog findes der ordsprog og sentenser i andre sprog som lægger sig meget tæt op ad den danske jantelov. I 1994 fik vi en forespørgsel om en japansk talemådes forbindelse til janteloven. Den lyder i engelsk version: "The nail that sticks up will be hammered down". Vi svarede at janteloven har samme betydning som den japanske talemåde, men er udtrykt med helt andre ord.

Fordi der ikke findes en direkte oversættelse af janteloven til andre sprog, kan man blive udfordret når man skal beskrive fænomenet for en udlænding. Hvis man skal forklare janteloven og dens betydning for nordisk kultur, kan man støtte sig til Den Danske Ordbogs definition: 'sæt af leveregler i et (mindre) samfund som foreskriver ydmyghed og tilbageholdenhed, især hvis man har bedre evner, mere succes, flere penge el.lign. end flertallet' (ordnet.dk/ddo).

Hvis man ønsker ét enkelt forklaringsbegreb, kunne et bud være nivelleringskodeksen. Nivellering kan ifølge Den Danske Ordbog bruges i overført betydning til at beskrive en 'udligning af forskelle; det at bringe på samme (lave) niveau' (ordnet.dk/ddo). Nivellering kan altså bruges til at beskrive et af jantelovens mest grundlæggende principper: Du skal ikke tro at du er mere end os.

Til sidst vil vi bemærke at janteloven ifølge Retskrivningsordbogen (4. udg. 2012) skal skrives med lille, både i bestemt og ubestemt form. I Retskrivningsreglernes § 12.10.b står der således: "Fast indarbejdede sammensætninger uden tydelig forbindelse til det (oprindelige) proprium der indgår i dem, skrives altid med lille begyndelsesbogstav."

På denne måde minder ordet jantelov om sammensatte ord som fx amagermad og waleskringle.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.05.2020.