Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet genus i decimaltal
 

genus i decimaltal

Skal 1,21 g læses op som en komma enogtyve gram eller et komma enogtyve gram?
af Eva Skafte Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 28.02.2019.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Skal 1,21 g læses op som en komma enogtyve gram eller et komma enogtyve gram?

UdråbstegnSvar:

I 1,21 gram følger de to 1-taller ikke samme regler hvad angår køn. Det 1-tal der indgår i 21, kan kun være fælleskøn (enogtyve). Dette fremgår af Den Danske Ordbog (https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=enogtyve). Det 1-tal der står foran kommaet, kan derimod både være intetkøn og fælleskøn: 1,2 gram kan altså udtales en komma to gram eller et komma to gram.

Der er således to konkurrerende regler for det 1-tal der står foran kommaet. Enten følger kønnet den regel der gælder i forbindelse med reelle tal, nemlig at kønnet bestemmes af det navneord der følger efter (gram giver et). I givet fald udtales 1,21 gram: et komma enogtyve gram.

Alternativt følger det en anden regel, hvorefter 1 er fælleskøn foran komma, altså en. Denne regel sætter den første regel ud af spil og giver således en komma enogtyve gram.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 16.12.2019 af Ida Elisabeth Mørch.