Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet komma foran hvor
 

komma foran hvor

Jeg er i tvivl om kommaerne i denne sætning: "I den tid hvor musikerne skal øve symfonien på fuld tid er de helt og aldeles koncentrerede mens de efter prøverne kan finde på at kaste sig over søde sager."Jeg har fået at vide at der skal komma foran hvor, men jeg kan ikke finde et grundled foran hvor, og jeg mener derfor ikke at der er en indskudt sætning og vil derfor ikke sætte et kommaI en sætning som "Han spurgte, hvem der ville med" ved jeg godt at der skal komma foran hvem når man sætter startkomma. Men hvad hvis der står "Han spurgte hvor vi skulle hen"? Her er hvor ikke et spørgende pronomen; det er et adverbium. Gør det en forskel?
af Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævns svarbase, 23.10.2019.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er i tvivl om kommaerne i denne sætning: "I den tid hvor musikerne skal øve symfonien på fuld tid er de helt og aldeles koncentrerede mens de efter prøverne kan finde på at kaste sig over søde sager."

Jeg har fået at vide at der skal komma foran hvor, men jeg kan ikke finde et grundled foran hvor, og jeg mener derfor ikke at der er en indskudt sætning og vil derfor ikke sætte et komma

I en sætning som "Han spurgte, hvem der ville med" ved jeg godt at der skal komma foran hvem når man sætter startkomma. Men hvad hvis der står "Han spurgte hvor vi skulle hen"? Her er hvor ikke et spørgende pronomen; det er et adverbium. Gør det en forskel?

UdråbstegnSvar:

I sætningen I den tid hvor musikerne skal øve symfonien på fuld tid er de helt og aldeles koncentrerede mens de efter prøverne kan finde på at kaste sig over søde sager sættes der komma foran hvor hvis man sætter startkomma. Begrundelsen finder du i § 50.4 i retskrivningsreglerne, hvor der står: "Ved tidsledsætninger indledt med konjunktioner og konjunktionaler som da, når, mens, hvor sættes startkommaet umiddelbart foran ledsætningen".

Det er ikke afgørende om der er et grundled foran ledsætningen; hovedsagen er at ledsætningen er et led i oversætningen, og i dette tilfælde er den: I den tid […] er de helt og aldeles koncentrerede mens de efter prøverne kan finde på at kaste sig over søde sager.

Den fulde sætning skrives med startkommaer således: I den tid, hvor musikerne skal øve symfonien på fuld tid, er de helt og aldeles koncentrerede, mens de efter prøverne kan finde på at kaste sig over søde sager.

Mht. dit andet spørgsmål så gør det ingen forskel for kommateringen om hvor er et pronomen eller adverbium. I begge eksempler Han spurgte, hvem der ville med og Han spurgte, hvor vi skulle hen, er ledsætningen objekt for spurgte og dermed en ledsætning, og hvis man sætter startkomma, skal der af den grund være komma foran hvem og hvor.

Hvis man har lyst til at dykke mere ned i kommagrammatikken, vil vi anbefale alle at kigge på (sproget.dk/komma) og vores e-læringskursus om komma: (danskkomma.dk) .

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 20.05.2020.