Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet oute
 

oute

Kunne I ikke ændre betydningen af verbet oute i Retskrivningsordbogen fra 'afsløre som homoseksuel' til 'afsløre andres kønsidentitet eller seksuelle orientering uden deres samtykke'?
af Margrethe Heidemann Andersen, Nyt fra Sprognævnet, 2019/2, 01.09.2019.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kunne I ikke ændre betydningen af verbet oute i Retskrivningsordbogen fra 'afsløre som homoseksuel' til 'afsløre andres kønsidentitet eller seksuelle orientering uden deres samtykke'?

UdråbstegnSvar:

I ordbogen Nye ord i dansk 1955 til i dag (www.dsn.dk/noid) findes der to definitioner af verbet oute, nemlig 1) 'afsløre en (kendt) persons homoseksualitet' og 2) 'afsløre el. offentliggøre nogens sande identitet, hemmeligheder, skjulte karaktertræk el.lign.'.

Ordbogsdefinitionerne i Retskrivningsordbogen skal ikke betragtes som fuldstændige beskrivelser af de enkelte opslagsords betydning, og ordbogen kan ikke bruges som facitliste for ordenes betydning. Det er bl.a. derfor vi ikke har angivet begge de betydninger der findes i Nye ord i dansk, som jo også udarbejdes af Sprognævnet. Når det er sagt, vil vi overveje at ændre betydningsoplysningen af oute ved næste opdatering af Retskrivningsordbogen.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.12.2019.