Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet vold- som forstærkende forled
 

vold- som forstærkende forled

Det er vist blevet mere almindeligt at bruge vold- i sammensætninger, man kan fx voldredigere en artikel og voldøve på et musikværk. Har Sprognævnet mon noget om dette udtryk?
af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 18.02.2019.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Det er vist blevet mere almindeligt at bruge vold- i sammensætninger, man kan fx voldredigere en artikel og voldøve på et musikværk. Har Sprognævnet mon noget om dette udtryk?

UdråbstegnSvar:

Den Danske Ordbog (på ordnet.dk) oplyser at vold- som forstærkende førsteled markerer at noget sker "på en meget voldsom eller overdreven måde". Ordbogen nævner fx voldspise/voldæde ('spise meget eller på en meget voldsom måde'), voldbolle ('bolle meget eller voldsomt') og voldgæste (besøge nogen (og blive i lang tid) uden at være inviteret eller have annonceret sin ankomst') og tilføjer at der er tale om uformel sprogbrug.

I Dansk Sprognævns samlinger finder man også mange ord med vold- som forstærkende førsteled, fx:

"Jan savner en kvinde i sit liv og voldflirter med alle de kvindelige kunder" (Jyllands-Posten 17.7.1999).

"Kilder beklager sig jævnligt over at citater bruges ude af sammenhæng, udtalelser voldklippes så de tilpasses i historiens vinkel, og at vinkler og rubrikker strammes langt ud over hvad der er dækning for i virkeligheden" (Politiken 19.11.1998).

Som førsteled bruges vold- oftest med et verbum som sidsteled, men det kan også kombineres med et adjektiv, som her:

"Voldfed action der får dig til at savle" (Frikvarter, august 2005).

Som eksemplerne viser, har denne udtryksmåde været til stede i sproget i en årrække.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 16.12.2019.