Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet valtuanavne i flertal
 

valtuanavne i flertal

Hvad er flertalsformen af valutanavne som rupiah (Indonesien), shekel (Israel), kuna (Kroatien), ringgit (Malaysia), won (Sydkorea) og kroon (Estland)?
af Eva Skafte Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 18.02.2019.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad er flertalsformen af valutanavne som rupiah (Indonesien), shekel (Israel), kuna (Kroatien), ringgit (Malaysia), won (Sydkorea) og kroon (Estland)?

UdråbstegnSvar:

Grundreglen er at valutanavne ikke bøjes i ental og flertal på dansk. Man bruger altså kun én og samme form: 1 pund – 2 pund, 1 euro – 2 euro, 1 lire – 2 lire, 1 mark – 2 mark osv.

Der er kun ganske få undtagelser herfra. Det danske og det russiske valutanavn udgør sådanne undtagelser: 1 krone – 2 kroner, 1 rubel – 2 rubler. Valutanavnet dollar kan være ubøjeligt på samme vis som grundreglen: 1 dollar – 2 dollar, eller det kan bøjes i sin engelske flertalsform; så har man mønstret: 1 dollar – 2 dollars.

Hvad angår valutanavnene i spørgsmålet, følger de fleste grundreglen: 1 rupiah – 2 rupiah, 1 kuna – 2 kuna, 1 ringgit – 2 ringgit, 1 won – 2 won, 1 kroon – 2 kroon. Den eneste delvise undtagelse herfra er shekel, som både kan være ubøjeligt (som de andre fem valutanavne i spørgsmålet) og bøjes i en særlig flertalsform: 1 shekel – 2 shekel/shekler. Den særlige flertalsform kan være opstået i analogi til russiske rubler.

Man kan ganske vist ved ihærdige søgninger på internettet og i store tekstdatabaser støde på alternative former som rupiaher, kroons, kunaer, men med henvisning til en kliché kan de anses for at bekræfte at 'man altid kan finde alting på nettet'.

Som eksempel på dette kan det nævnes at der i avisernes database Infomedia er 6.531 forekomster af formen rupiah mod 7 forekomster af formen rupiaher, 14.916 forekomster af formen kroon mod 1 forekomst af formen kroons, og sådan fortsætter det. Særskilte flertalsformer af de pågældende valutanavne er altså yderst sjældne og kan ikke anses for mønsterdannende.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.12.2019.