Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet sekuritisering
 

sekuritisering

Spørgsmålet er om bogstaveringen skal være med c securitisering – eller med k sekuritisering.
af Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævns svarbase, 26.10.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Spørgsmålet er om bogstaveringen skal være med c securitisering – eller med k sekuritisering.

UdråbstegnSvar:

Ordet er nok dannet efter engelsk i nyere tid, men det er fordansket i sin form idet det ender på -isering (der står jo securitisering og ikke securitizing, som ville være den engelske form med engelsk udtale), og i denne form securitisering vil det også blive udtalt som et dansk ord. Vi vil derfor anbefale den yderligere fordanskede form med k: sekuritisering.

Ordet har i øvrigt forbindelse til sekuritet med betydningen ’sikkerhed’, som står i Gyldendals Fremmedordbog, 2. udg. 1999. Sekuritet går tilbage til latin, og det taler også for skrivemåden sekuritisering.

I øvrigt findes den danske term sikkerhedsliggørelse, som I også kunne overveje at bruge.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 20.05.2020.