Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet forbrugslånsvirksomhed eller forbrugslånevirksomhed
 

forbrugslånsvirksomhed eller forbrugslånevirksomhed

Jeg er i tvivl om det hedder forbrugslånsvirksomhed eller forbrugslånevirksomhed.
af Margrethe Heidemann Andersen, Dansk Sprognævns svarbase, 21.08.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er i tvivl om det hedder forbrugslånsvirksomhed eller forbrugslånevirksomhed.

UdråbstegnSvar:

Det er substantivet lån der indgår i sammensætninger som byggelån, forhåndslån og huslån. I Retskrivningsordbogen (4. udg., 2012) kan man se at fx byggelån i sammensætninger hedder byggelåns-, fx byggelånsrente. En virksomhed der beskæftiger sig med fx byggelån, vil derfor hedde en byggelånsvirksomhed.

Tilsvarende vil en virksomhed der beskæftiger sig med forbrugslån, hedde en forbrugslånsvirksomhed

Sammensætningen lånevirksomhed betegner en virksomhed der beskæftiger sig med ’det at låne’, ligesom fx en låneaftale er en aftale om det at låne. En forbrugslånevirksomhed vil dermed formentlig blive tolket som ’en lånevirksomhed der beskæftiger sig med forbrug’, og det er vist ikke tilfældet.

Den korrekte sammensætning er derfor forbrugslånsvirksomhed.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.12.2019 af Ida Elisabeth Mørch.