Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet velkommen til
 

velkommen til

Hvorfor er det sådan at næsten alle mennesker, især på tv, siger "Velkommen til"? Jeg irriteres ret meget over dette lille "til". Når jeg modtager en gæst, så siger jeg "Velkommen".
af Jørgen Schack, Dansk Sprognævns svarbase, 22.06.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvorfor er det sådan at næsten alle mennesker, især på tv, siger "Velkommen til"? Jeg irriteres ret meget over dette lille "til". Når jeg modtager en gæst, så siger jeg "Velkommen".

UdråbstegnSvar:

Det er rigtigt at man af og til hører folk sige velkommen til i stedet for blot velkommen. Også på skrift kan man støde på velkommen til, fx "Værsgo at sætte jer og velkommen til" (Information 22.2.2005).

Det er dog ikke vores indtryk at "næsten alle mennesker" bruger varianten med til. Ifølge Ordbog over det danske Sprog (bind 26, 1952) er velkommen til en dialektal variant af velkommen til + en styrelse, fx Velkommen til København, eller Velkommen + adverbiet hertil. Ordbogen citerer Johannes V. Jensen (Den Store Sommer, 1900): "Velkommen til, se at faa noget at spise." Også forfatteren Erling Kristensen, der ligesom Johannes V. Jensen var jyde, har ifølge ordbogen brugt velkommen til (Kværnen maler, 1932).

Ifølge H.F. Feilberg: Bidrag til en Ordbog over Jyske Almuesmål, bind. 3 (1904-1908), finder man i jyske dialekter hilseformer som walkommen te marki! ('velkommen (jysk: walkommen) til markedet') og "med underforståelse af stedet": walkommen te! ('velkommen til').

Velkomsthilsenen velkommen til er altså oprindelig dialektal, især jysk. Sprognævnet ser ingen grund til at kritisere brugen af dialektale udtryksformer i medierne.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.05.2020.