Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet fnulret, fnulre
 

fnulret, fnulre

Hvordan staver man til fnulret/fnuldret når det bruges beskrivende, fx en fnulret/fnuldret trøje?
af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 04.06.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvordan staver man til fnulret/fnuldret når det bruges beskrivende, fx en fnulret/fnuldret trøje?

UdråbstegnSvar:

Så vidt vi kan se, er hverken verbet fnulre (eller fnuldre) eller adjektivet fnulret (eller fnuldret) med i nogen ordbøger. Det er derimod substantivet fnuller (som har været i Retskrivningsordbogen siden 1986). Ordet fnulret må være dannet til fnuller, og det er derfor mest oplagt at skrive det uden d, altså en fnulret trøje, jf. også kulret af kuller.

Grunden til at man kan tro at det skal skrives med d, er måske at det fx rimer på bulder (bulder og brag), eller også associerer man til uld eller bomuld.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.05.2020.