Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet hestesko; give nogen en hestesko; give nogen en stigbøjle
 

hestesko; give nogen en hestesko; give nogen en stigbøjle

Når man hjælper nogen med at komme over fx et hegn ved at man folder hænderne så personen kan sætte en fod op og blive løftet, hedder det så at man giver nogen en hestesko eller en stigbøjle? Jeg synes ikke jeg kan finde udtrykket i nogen ordbøger.
af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 16.05.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Når man hjælper nogen med at komme over fx et hegn ved at man folder hænderne så personen kan sætte en fod op og blive løftet, hedder det så at man giver nogen en hestesko eller en stigbøjle? Jeg synes ikke jeg kan finde udtrykket i nogen ordbøger.

UdråbstegnSvar:

Så vidt vi kan se, er hverken give nogen en hestesko eller give nogen en stigbøjle med i nogen dansk-danske ordbøger, men ordforbindelsen give nogen en hestesko nævnes i Dansk-Engelsk Ordbogordbogen.com. Den oversættes med boost someone up. Det er vores klare indtryk at give nogen en hestesko er det mest almindelige udtryk for den beskrevne handling. Der er adskillige eksempler på udtrykket i både aviser, nettekster og bøger, fx

"Manden kom over muren ved hjælp af en medfange, der gav ham en hestesko" (tv2.dk 18.4.2015).

"Neden for muren til skolegården gav han mig en hestesko, jeg kunne akkurat svinge mig op på højkant, og når jeg flyttede tyngden over på den anden side kunne jeg trække ham med" (Ulrik Gräs: Mellemtime. Tre fortællinger fra Vestbyen, 1976).

"han tilbød generøst at give mig en "hestesko", så jeg lettere kunne entre den solide afskærmning og rejse skiltet" (Midtjyllands Avis 2.1.2016).

Derimod kan vi ikke finde et eneste eksempel på ordforbindelsen give nogen en stigbøjle. Dette er dog ikke ensbetydende med at det ikke forekommer.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 16.12.2019 af Margrethe Heidemann Andersen.