Samtalens vilkår
Nyhedsudsendelserne har i almindelighed, specielt i tv, kun tid til at bringe korte samtaleforløb, og ofte er de involverede så interesserede i at fremlægge deres egne synspunkter, at intervieweren må gribe ind for at få sagen mere alsidigt belyst, for at få en kritisk vinkel på stoffet osv. Og det kan gøre en samtale til noget, der ligner et forhør. Hvis det går ud over seernes favoritter, bliver de vrede på journalisterne, hvis det går ud over modstandere, bliver interviewerne karakteriseret som "knalddygtige".
Det kan være fristende at lade to modparter konfronteres direkte, så de kan forholde sig til hinandens synspunkter. Men det går ofte galt, når tiden er knap.
En politiker og en samfundsforsker mødtes i studiet i TVA 22/10. Det kom der ikke meget ud af. Nogle erklæringer, nogle korte tilkendegivelser, men hverken en samtale eller en acceptabel sagsfremlæggelse.
Bedre gik det ikke, da hele to medarbejdere skulle diskutere salmonellaproblemer med to eksperter. 4 personer, der sidder på spring for at komme til orde på meget kort tid, kan ikke behandle et sagforhold ordentligt.
Derimod kan et emne ofte belyses alsidigt ved en skønsom krydsklipning, hvor parterne hver for sig får lejlighed til at fremsætte deres mening – uden at være underlagt en kommunikativ junglelov. Det så vi kort tid senere (TVA 1/11), da to personer (en læge og en pædagog) fremsatte deres klart forskellige opfattelser af de perspektiver, genteknologien tegner, bl.a. for bekæmpelsen af cystisk fibrose.
Jeg ved, at der også kan rettes indvendinger mod dén form; men når meningsudveksling under tidspres bliver til mundhuggeri, svækkes respekten for samtalens muligheder.
