Provinsialisme
Københavnere har det med at glemme at der er et Danmark uden for hovedstaden, og denne glemsomhed kan gå helt ud i sproget, som når man taler om hvad der foregår "i byen" eller "på Rådhuspladsen" eller går ud fra at alle kender Københavns omegn så godt at de ved hvor Holte ligger. Jeg synes nu efterhånden det går meget godt med at huske at det skal hedde at noget foregår i København eller på Rådhuspladsen i København og at man bør sige Holte nord for København.
Men engang imellem smutter det. I Radioavisen (28.3.87) blev der sagt: "...og det var altså på Bornholm at det havde regnet så kraftigt at de skal passe ekstra godt på." Dette de placerer Bornholm og bornholmerne i et lille overset hjørne – ligesom på landkortet.