Du er her: Forside Nyheder Hvad har SKAM betydet for dansk?

Hvad har SKAM betydet for dansk?

Nyt fra Sprognævnet 2018/1 er udkommet.

20/03 2018

Nyt fra Sprognævnet 2018/1 er udkommet.

Nyt fra Sprognævnet udkommer fire gange årligt. Tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver.

I martsnummeret af Nyt fra Sprognævnet er der blandt andet to artikler om den norske tv-serie SKAM. Serien blev sendt i 4 sæsoner fra september 2016 til juni 2017, og serien blev meget populær i Danmark.

Den ene artikel om SKAM er skrevet af Marianne Rathje. Artiklen beskriver resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt SKAM-fans på Facebook. Rathje har undersøgt hvordan SKAM har påvirket den danske sprogbrug, og om seerne har taget ord med sig fra serien ind i deres eget hverdagssprog. 

Den anden artikel er skrevet af Karoline Lassen. Hendes undersøgelse viser blandt andet at SKAM-seernes holdninger til norsk er mere positive end ikke-SKAM-seere, og at unge danskere der har set SKAM, er bedre til norsk end unge der ikke har set serien. Forskellen mellem grupperne er ikke tilfældig, og meget tyder på at det netop er SKAM der har forårsaget denne variation.

I bladet kan du også læse om "Sprogdagen 2018" i artiklen "Årets tema er sport og sprog – Sprogdagen 2018".

I rubrikken Spørgsmål & svar finder man svar på spørgsmål om ordet SoMe, som står for 'sociale medier'. Man kan også læse om hvad forskellen på klatvask og kattevask er.