Du er her: Forside Nyheder Forskningsprojekt om det offentlige sprog

 

Forskningsprojekt om det offentlige sprog

Forskningsprojekt fra Dansk Sprognævn konkluderer at borgerne har lettere ved at forstå breve fra det offentlige når der er gjort en indsats for at forbedre sproget.

08/05 2018

Forskningsprojekt fra Dansk Sprognævn konkluderer at borgerne har lettere ved at forstå breve fra det offentlige når der er gjort en indsats for at forbedre sproget.

Dansk Sprognævn har i et forskningsprojekt undersøgt hvordan breve fra offentlige myndigheder kan blive bedre, og projektet viser at arbejdet med at omskrive svære tekster har en effekt.

De omskrevne tekster er lettere at forstå for de fleste læsere — kun de bedste læsere forstår de svære og de lette tekster lige godt. Det er altså særligt de dårlige læsere der har gavn af indsatsen, og det bør føre til en større offentlig satsning på forståeligt og imødekommende sprog, konkluderer forskningsprojektet.

De 453 deltagere blev præsenteret for det samme spørgeskema og en af de to brevversioner. I spørgeskemaet skulle deltagerne svare på en lang række spørgsmål der viste om de havde forstået teksten. Derudover skulle de gennemføre en læsetest.

Undersøgelsen fokuserer på to forskellige versioner af det samme brev fra SKAT. Den første brevversion er skrevet i traditionel offentlig stil, og den anden er en omskrevet tekst. Overskriften på de to breve illustrerer den sproglige forskel mellem de to breve:

Version 1: Varsel om lønindeholdelse til dækning af parkeringsafgift m.fl.

Version 2: SKAT vil trække i din løn som betaling på din gæld.

Det viste sig at den omskrevne version 2 var lettere at forstå end version 1. De dårligere læsere var klart bedre til at forstå den omskrevne version. Omvendt var der for de bedste læsere ingen forskel på forståelsen af de to versioner.

Selvom undersøgelsen giver en indsigt i hvad der gør den omskrevne tekst nemmere at forstå, mangler man stadig undersøgelser der kan vise nøjagtigt hvilke elementer der har en effekt.