Du er her: Forside Nyheder Carl-Erik Sørensen får Modersmål-Prisen 2018

Carl-Erik Sørensen får Modersmål-Prisen 2018

Modersmål-Selskabets pris går i år til revyforfatter Carl-Erik Sørensen.

20/09 2018

Modersmål-Selskabets pris går i år til revyforfatter Carl-Erik Sørensen.

I begrundelsen for at give Carl-Erik Sørensen prisen udtaler Modersmål-Selskabet:

"Han har fortjent Modersmål-Prisen, fordi han er en sofistikeret og original bruger af det danske sprog – på den både frække og fragile facon. Med toner og takter af folkelighed, langluntet listighed og sørgmunter melankoli udfolder Carl-Erik Sørensen sit talent. Lattermild javist, men også med en djævlesplint i øjet og knojern i handsken. Vi ler med Carl-Eriks rim på udsatte steder, med syre i syntaksen og en springskalle i sproget".

Prisen gives til sprogbrugere der særligt fremragende udtrykker sig klart efter Modersmål-Selskabets idealer: Klart, udtryksfuldt og varieret sprogbrug.

Modersmål-Prisen overrækkes Carl-Erik Sørensen ved et åbent arrangement den 24. september 2018, kl. 17.00.