Ny samling af svenske skriveregler

Det svenske Språkrådet har udgivet en samling af skriveregler til skoler og andre interesserede.

Bogen hedder Snabba skrivregler (hurtige skriveregler) og indeholder korte, letlæselige og opdaterede skriveråd om almene retskrivningsspørgsmål. Samlingen henvender sig primært til elever og lærere på ungdomsuddannelser, men kan bruges af alle der ønsker en letlæselig opsummering af vigtige svenske skriveregler. I bogen kan du bl.a. læse om tegnsætning, citater, kildehåndtering, store og små bogstaver samt forkortelser. 

Språkrådets Ola Karlsson, redaktør og hovedforfatter, beskriver Snabba skrivregler som en kort version af de svenske skriveregler, baseret på undersøgelser og interviews med svenske lærere og pædagoger parret med gennemgange af almindelige sprogproblemer i elevtekster.