Samtlige partier i Folketing besluttede i går, d. 13. maj 2014, at oprette Dansk Tegnsprogsråd. Det skriver Dansk Sprognævn i en pressemeddelelse.
Formanden for Danske Døves Landsforbund, Janne Boye Niemelä, er glad for beslutningen og udtaler at det “er en kæmpe anerkendelse af døve som borgere i Danmark fordi det giver os ligestilling med hørende”. Dansk tegnsprog er ofte blevet anset som et sprogligt hjælpemiddel til at kompensere for døvhed, men det er et selvstændigt sprog der har sit eget ordforråd og sin egen grammatik og syntaks – på lige fod med et hvilket som helst andet sprog i verden.
Rådet består af fem medlemmer, der beskikkes af kulturministeren for fire år ad gangen. Dansk Sprognævn indstiller to medlemmer til rådet, mens henholdsvis Danske Døves Landsforbund, Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold hver indstiller ét medlem.
- Læs mere i Kulturministeriets pressemeddelelse.
- Se nyheden på tegnsprog på Danske Døves Landsforbunds hjemmeside.
- Find ord på tegnsprog i Ordbog over Dansk Tegnsprog.