Borgere i Danmark med rødder i ikke-vestlige lande er gennem tiden blevet omtalt med forskellige betegnelser. Det belyser Videnskab.dk i artiklen “Det er umuligt at tale neutralt om indvandrere” fra d. 8. september 2014.
Da de første immigranter fra ikke-vestlige lande kom til Danmark for at arbejde for mere end 50 år siden, blev de omtalt som fremmedarbejdere. Senere ændrede det sig til gæstearbejdere og derefter indvandrere. De seneste betegnelser er etniske danskere, tosprogede, minoritetsdanskere, 2.g’ere og nydanskere.
Videnskab.dk har spurgt fire forskere om baggrunden for denne udvikling, og de understreger alle at der ikke findes en værdineutral betegnelse. Seniorforsker i Dansk Sprognævn Pia Jarvad påpeger at ord ofte bliver belastede og tabubelagte og derfor må udskiftes med en eufemisme, dvs. en forskønnende omskrivning. Thomas Wiben Jensen, der er lektor på Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation, fortæller at sproget hele tiden udvikler sig, og Kirsted Thisted, der er lektor ved Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, påpeger i forlængelse heraf at de konnotationer (medbetydninger) der var knyttet til den gamle betegnelse, bliver stående selvom man opfinder et mere politisk korrekt ord.
Lektor i sociolingvistik på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet Pia Quist fremhæver at kategorisering af folk ud fra etnisk baggrund altid er værdiladet, og at kategoriseringen altid fremhæver at “de andre” er anderledes end “os”.
Pia Quist fortæller at folk er begyndt at bruge betegnelsen minoritetsgjorte efter det engelske minoritized, der netop signalerer at en minoritetsgruppe er en samfundsskabt kategori som typisk er skabt af majoriteten, og som de minoritetsgjorte er blevet placeret i uden selv at have haft indflydelse herpå.