I artiklen “Efterskole er et springbræt for ordblinde”, bragt i martsudgaven af tidsskriftet Asterisk, fortæller ungdomsforsker Niels-Henrik Møller Hansen og hans kollega Tilde Mette Juul om det store faglige og sociale udbytte ordblinde unge har af et ophold på en af landets 21 ordblindeefterskoler.
De to forskeres undersøgelser viser bl.a. at følelsen af at være blandt ligesindede er gavnlig for de unges indlæring: “På efterskolen er de alle i samme båd og kæmper med de samme læsevanskeligheder. Flertallet af eleverne mener, at det er rart at gå på en efterskole, hvor alle har de samme problemer med at læse. Pludselig føler de sig ikke længere unormale og udenfor. Og de kan derfor pakke alle deres “overlevelsesstrategier” væk. Det giver et helt andet overskud til bare at være en normal teenager,” fortæller Niels-Henrik Møller Hansen.
Derudover har det stor betydning for elevernes følelse af tryghed i undervisningssituationen at undervisningen er organiseret i små hold, og at lærerne er kompetente og har et stort kendskab til de unges problemer.
- Læs artiklen “Efterskole er et springbræt for ordblinde” (pdf) i tidsskriftet Asterisk, marts 2013.