Indholdet på denne side er mere end 13 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Dansk talesprog driller småbørn

En undersøgelse lavet af Center for Børnesprog viser at danske børn er længere om at lære at tale end børn i mange andre lande.

Dansk har 22 forskellige vokallyde og er således et af de mest vokalrige sprog i verden. De mange vokallyde gør det svært for danske småbørn at tilegne sig et ordforråd, hvilket får konsekvenser senere når børnene skal tilegne sig nye dimensioner af sproget, fx bøjningsendelser.

Forskere fra Syddansk Universitets Center for Børnesprog har optalt vokallyde og konsonanter i otte forskellige sprog og sammenholdt tallene med hvor hurtigt småbørn tilegner sig det tidlige ordforråd.

Undersøgelsen viser at dansk er det vokalrigeste sprog, og at danske børn har den laveste tilegnelseshastighed.

Dorthe Bless, som leder Center for Børnesprog, udtaler til Politiken at undersøgelsen giver anledning til at overveje om man skal arbejde mere målrettet med lydsiden af sproget: “Det er vigtigt, at man er opmærksom og leger med det lydlige i eksempelvis rim og remser, fordi det påvirker læsningen senere hen.”