Indholdet på denne side er mere end 11 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Carlsbergfondet afværger ‘kulturel katastrofe’

Regeringen har fjernet sin støtte til Danmarks største gratis sprogresurse, ordnet.dk. Carlsbergfondet donerer en million kroner som nødhjælp, og kulturministeren kaldes i samråd om den uforståelige beslutning.

Kulturministeriet har gennem de seneste 10 år støttet ordnet.dk
med ca. en million kroner om året, men nu har regeringen valgt at
droppe den økonomiske støtte. Det skriver Politiken i dag,
tirsdag d. 29. oktober, i artiklen “Regeringen dropper støtte
til den vigtigste onlineordbog”
.

Det er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab der står bag hjemmesiden
ordnet.dk, som siden 2004 er blevet finansieret af Kulturministeriet og
Carlsbergfondet i fællesskab via de såkaldte tipsmidler. Siden har
mere end 50.000 daglige brugere og indeholder tre af de betydeligste
opslagsværker til viden om det danske sprog: 
Den Danske OrdbogOrdbog over det
danske Sprog
 og KorpusDK.

Kulturel katastrofe

I Magisterbladets artikel “Jelved i samråd om
ordnet.dk”
fortæller direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Lasse Horne Kjældgaard, at selskabet ikke har
nogle frie midler der kan bruges til at drive ordnet.dk, da der udover en meget slank administration udelukkende er øremærkede penge
på selskabets budget. “Er der ingen projektpenge til ordnet.dk,
er der ingen penge til ordnet.dk”, som han udtrykker det.

Konsekvensen af at Kulturministeriet fjerner de 1,2 millioner
kroner vil være at siden ikke længere kan holdes ved lige – og
dermed afspejle den faktiske sprogbrug, som er i konstant forandring – og måske i sidste ende må lukke. Formand for Dansk Sprognævn, Jørn
Lund, påpeger at lukningen af ordnet.dk vil være intet mindre end
en kulturel katastrofe.

Carlsbergfondet til undsætning

Dette synspunkt er Carlsbergfondet enig i.
Bestyrelsesformand Flemming Besenbacher understreger situationens
alvor: “Vi kan bare ikke leve med det her”, siger han.
Derfor har Carlsbergfondet besluttet at yde ordnet.dk nødhjælp i
form af en million kroner, hvilket betyder at siden i det mindste kan
overleve et års tid på sit nuværende niveau. “Du kan godt
kalde det en brandslukning”, siger Flemming Besenbacher til
Politiken.

Kulturministeren kaldt i samråd

Ifølge Politiken skriver Kulturministeriet i sin beslutning:
“Det har i lyset af den samlede prioritering af
udlodningsmidlerne (tidligere tipsmidlerne) ikke været muligt på
nuværende tidspunkt at prioritere ansøgningen om midler til at
understøtte driften af ordnet.dk”. Men ifølge Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex
Ahrendtsen, der påpeger at det er en statslig opgave at værne om det
nationale sprog, er dette ikke godt nok. Derfor har Dansk Folkeparti kaldt kulturminister Marianne Jelved i samråd for dels at få en forklaring på ministeriets afslag til ordnet.dk og dels at gøre rede
for regeringens digital- og internetstrategi samt prioriteringen af denne.