I det nye nummer af “Mål & Mæle” kan du bl.a. læse om kåringen af årets ord og udtryk. Ved kåringen har man lagt vægt på at der skal være tale om ord eller udtryk der afspejler det forløbne år. Årets ord 2008 er “Udlændingeservice”. “Udlændingeservice” hed tidligere “Udlændingestyrelsen”, og hos “Mål & Mæle” roser man det nye navn. “Udlændingestyrelsen” vil ofte fremkalde tanker om overvågning og afvisning mens det nye navn “Udlændingeservice” snarere leder tankerne hen på imødekommenhed. Årets udtryk 2008 er “Ritts billige boliger”. Udtrykket refererer til Ritt Bjerregaards planer om at bygge billige boliger i København. I “Mål & Mæle” fremhæver man at der er vokalrim mellem de to første ord og konsonantrim mellem det andet og tredje ord.
Derudover indeholder det nye nummer bl.a. en artikel af Torben Juul Jensen om brugen af “sin” i moderne dansk og et genoptryk af Søren Brandts artikel om forskellen på “ej” og “ikke” i anledning af hans 70-års fødselsdag i år.