Du er her: Forside Temaer Sproget på de digitale og sociale medier Sms- og chatsprog

 

Sms- og chatsprog

Forkortelser og kreativ sprogbrug blev brugt flittigt i det tidlige sms- og chatsprog
Da de første sms'er blev sendt over telefonen i starten af 1990'erne, var der tale om ren tekst i sort/hvid; i dag er det muligt både at sende emojier, farvebilleder, videoer og meget andet.
SMS betyder short message service ('kort besked-service'). Du kan valgfrit skrive sms eller SMS.

Sms'en fik sit helt store gennembrud i 1999. På det tidspunkt begyndte almindelige mennesker nemlig at få en mobiltelefon.

Sms'en har især udviklet sig i takt med smartphonens udbredelse.

I begyndelsen var der en begrænsning på hvor mange tegn man kunne skrive i en sms, præcis som man i dag kender det fra fx Twitter.

Blandt andet derfor opstod der et kreativt sprog for at kommunikere hurtigt og så meget som muligt med det antal tegn man måtte bruge.

Det resulterede i mange forkortelser, bl.a. forkortelser der spiller på bogstavnavnene, hvor man gengiver ordet med færre eller andre bogstaver end i den almindelige stavemåde:

  • r for er

Verdens første sms
Den første sms blev sendt i julen 1992 og indeholdt teksten ”Merry Christmas”.

  • blir for bliver
  • imorn for i morgen
  • oz for også
  • me2 for me too ('også mig')

Andre forkortelser var lidt mere avancerede og ikke lydnære som medl for meddelelse, j for jeg og ASAP for as soon as possible ('så hurtigt som muligt').

Dette kreative sprog sås også i chat, fx i chatrum på Arto, jubii.dk eller ofir.dk. Selvom der på fx Arto var regler for hvordan man måtte og ikke måtte skrive, blev der alligevel brugt mange forkortelser og udeladelser.

I artiklen "LEET/1337, reverse eller popsprog? Om unges akrobatik på hjemmesiden Arto" nævnes fx:

  • lydord: brrrrr, he he
  • vokalforlængelse: Whaaaat, puhaaae
  • brudstykkeagtig syntaks: Privat?, Hej skrive??
  • konsonantskrift: pls (please), pvt (privat)
  • osv.

SMS i ordbogen
Substantivet sms/SMS og verbet sms’e/SMS’e kom med i Den Danske Ordbog i 2005 og i Retskrivningsordbogen 2012.

I afsnittene Tale eller skrift og Hashtags og emojier finder man flere eksempler på hvordan sproget bruges på kreative måder på de sociale medier.