Du er her: Forside Temaer Slang Temaer i slang

 

Temaer i slang

"Det der vedrører os mest, er også det der laves slang om", står der i Politikens Slangordbog
”Det der vedrører os mest, er også det der laves slang om”, står der i Politikens Slangordbog. Slang kan derfor handle om mange forskellige ting.

Emnerne i Kaj Boms slangordbog (1971)

Mosevand
Mad og drikke er almindelige temaer i slang, fx mosevand for 'kaffe'.

At slang kan handle om mange forskellige ting, kan man tydeligt se i Kaj Boms slangordbog fra 1971. Ordbogen er opdelt i forskellige emner og omfatter slang om bl.a.:

  • mennesket, fx portsheik 'ung, elegant fyr der hænger og driver i en port' og hidsigt lokum 'grim kvinde'
  • påklædning, fx håndsokker 'vanter' og slæbebåde 'sko' eller 'støvler'
  • mad og spisning, fx fynsk haresteg 'rygeost' og krokodille 'agurk'
  • drik og drikkeri, fx gåsevin 'vand' og mosevand 'kaffe'
  • besættelsestiden, fx prærievogn 'militærbil hvor ladet er overdækket med lærred' og græshoppe 'tysk soldat' (pga. de grønne uniformer')
  • trafikken, fx kommunalt kravledyr 'sporvogn' og blikæske 'S-tog'
  • tobak, fx ligkistesøm 'cigaret' og snorketræ 'pibe'.

Emnerne i Politikens Slangordbog (2001)

I Politikens Slangordbog peger forfatterne på fire hovedområder der laves slang om:

  • elementære kropslige behov og funktioner, herunder mad og toiletbesøg, fx leopardpostej 'leverpostej' og lukke lam ud 'prutte'
  • genstande vi har tæt inde på livet, herunder beklædning og møbler, fx campinghabit 'joggingdragt' og kane 'seng'
  • ting og forhold som vi møder i omverdenen, herunder trafikken og skolen, fx øse 'bil' og børnefængsel 'skole'
  • ting der optager os, men som vi har svært ved at tale om, eller som det ikke anses for passende at tale om, herunder døden og aggression, fx farvelskrin 'ligkiste' og give et par på brillen 'slå'.

til toppen af siden

Kilder 
  • Søren Anker-Møller, Peter Stray Jørgensen og Trine Ravn: Politikens Slangordbog, 2001 (6. udgave).
  • Kaj Bom: Slangordbogen. Dansk slang fra Ruder Konges tid til ca. 1950, 1971.