Du er her: Forside Temaer Ordsprog Hvad er et ordsprog?

 

Hvad er et ordsprog?

Ordsprog er en særlig type af faste sproglige vendinger. Her på siden kan du læse om de kriterier som kan siges at kendetegne et ordsprog.
Ordsprog er en særlig type af faste sproglige vendinger. Her på siden kan du læse om de kriterier som kan siges at kendetegne et ordsprog.

Der kan gives mange forskellige bud på hvordan et ordsprog skal defineres. Og blandt de mange bud er der langt fra enighed om hvad det er der gør et ordsprog til et ordsprog.

Salmedigteren og forfatteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skrev i sin afhandling "Om Ordsprog" at et ordsprog er "enhver kort, almindelig Sætning af flere eller færre Led, hvorpaa der i Folke-Munde er sat Stempel, saa den gaaer for rede Penge" (Grundtvig 1817).

En lignende – omend noget nyere – definition finder man i Den Danske Ordbog, hvor et ordsprog defineres som en "fast sproglig vending der kort sammenfatter en erfaring eller en leveregel, ofte i billedlig form".

Begge disse definitioner er, som det ses, forholdsvis generelle, og ønsker man at gå et spadestik dybere, vil følgende tre træk kunne siges at konstituere eller afgrænse ordsproget som Alvor og gammengenre:

  • Tekstkarakter
  • Generalisende udsagn
  • Leksikalisering

Tekstkarakter

Det første træk indebærer at ordsprogene har form som en selvstændig afsluttet tekst. I modsætning til eksempelvis talemåder optræder ordsprog typisk i deres oprindelige form, uden at nogen elementer forandres og tilpasses en konkret kontekst; fx

Man ved hvad man har, men ikke hvad man får

Som modsætning hertil kan person, tid og tal i andre faste vendinger – fx talemåder og idiomer – tilpasses i sætningen afhængigt af den konkrete situation som talemåden benyttes i. Hvis der ændres en smule i ordsproget så det gøres aktuelt, kunne det i stedet lyde:

Du ved hvad du har, men ikke hvad du får

Læs mere
Du kan læse mere om andre faste vendinger under Talemåder og andre faste vendinger.

Så bliver ordsproget til en talemåde. Personen tilpasses fra at være et generaliserende man til du som kan være brugt i konkret betydning.

Generalisende udsagn

Et andet konstituerende træk ved ordsprog er at det er generaliserende, det vil sige at ordsproget i princippet gælder til alle tider og under alle betingelser uden at der foretages tilpasninger i ordsprogets ordlyd, sådan som det eksempelvis er tilfældet med talemåder og idiomer (jf. ovenfor).

Det generaliserende træk ved ordsprog skal ikke forstås sådan at ordsprog nødvendigvis udtrykker eviggyldige sandheder. Det generaliserende udsagn dækker over at det principielt er muligt at indsætte et ”alle” eller ”altid” i et hvilket som helst ordsprog, hvilket gør at det gælder i enhver situation for enhver person. Der findes utallige eksempler på at to ordsprog modsiger hinanden, fx:

Lige børn leger bedst

og

Modsætninger mødes

De to ordsprog rummer begge generaliserende udsagn, da der i begge tilfælde kan indsættes et ”altid”. Og selvom man måske ikke kan tale om eviggyldige sandheder, kan det enkelte ordsprog godt udtrykke en form for sand visdom om en konkret udsigelsessituation.

Leksikalisering

Det tredje konstituerende træk er leksikalisering. Leksikalisering vil sige at et udtryk bliver almindeligt og reproduceret som en sproglig enhed (dvs. genbrugt) med samme ordlyd blandt sprogbrugerne. For at en sproglig fast vending kan karakteriseres som et ordsprog, skal ordlyden altså være almindelig kendt og benyttet af sprogbrugerne.

Forudsætningen om at ordlyden skal være almindelig kendt og udbredt, så man også i Grundtvigs definition ovenfor ("hvorpaa der i Folke-Munde er sat Stempel"), og det giver næsten sig selv at et ordsprog kun er et ordsprog hvis det er kendt og bliver brugt.

Definition på et ordsprog

På baggrund af de tre konstituerende træk, tekstkarakter, generaliserende udsagn og leksikalisering, vil vi definere et ordsprog således:

Ordsprog er en fast sproglig vending som kan stå som en selvstændig tekst der udtrykker et generaliserende udsagn og reproduceres blandt sprogbrugerne.

Kilder
  • Ken Farø: "Ordsprog i nutidsdansk: funktioner og problemer". Findes i Danske Studier bind 98, niende række 2. bind, 2003, side 38-64 (pdf).
  • Iver Kjær & Bengt Holbek: Ordsprog i Danmark, 1969.