Du er her: Forside Temaer Ordsprog Historien bag ordsprogene Ordsprogssamlinger i Danmark

 

Ordsprogssamlinger i Danmark

Ordsprog er oprindeligt en mundtlig genre der findes hos stort set alle folkeslag. Hos det mesopotamiske oldstidsfolk sumererne har man fundet eksempler på ordsprog i tekster fra omkring 2500 f.Kr., hvorfra de første nedskrevne samlinger også kendes.
Ordsprog er oprindeligt en mundtlig genre der findes hos stort set alle folkeslag. Hos det mesopotamiske oldstidsfolk sumererne har man fundet eksempler på ordsprog i tekster fra omkring 2500 f.Kr., hvorfra de første nedskrevne samlinger også kendes.
Gamle bøger

I Danmark er de tidligste ordsprogsindsamlinger foretaget af sprogforskeren Peder Syv (1631-1702) og af Peder Laale, om hvem man ikke ved andet end at hans navn er knyttet til en latinsk-dansk ordsprogssamling fra ca. 1350. Mange af ordsprogene fra de 2 samlinger er stadig kendte og bruges den dag i dag. En noget senere indsamling af ordsprog er foretaget af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929).

Peder Laale

Den første danske ordsprogssamling er udgivet i 1506, men samlingen er ældre end det, idet de ældste lag i samlingen kan dateres til før 1450 og menes at stamme helt tilbage fra midten af 1300-tallet.

Den oprindelige samling består af 1.204 latinske sentenser på vers, hvoraf de fleste rimer, samt tilsvarende ordsprog på dansk beregnet som støtte til forståelsen af de latinske. Selvom Peder Laales latin næppe kan kaldes velpoleret, vandt samlingen alligevel udbredelse som latinsk lærebog for begyndere i det 15. og 16. århundrede.

Ordsprogene i samlingen kan ses som en kilde til datidens levemåde, og en stor del af ordsprogene vedrører bondesamfundet med emner som afgrøder, dyrkningsmetoder, husdyravl og fiskeri:

Ond rod giver ej gode æbler

Man kan lede oksen til vandet, men ej tvinge den til at drikke

Jorden er altid frossen for dovne svin

Man tager ej store fisk i lavt vand

Peder Laales samling indeholder en stor del af de ordsprog som stadig bruges i dag, og takket være Laale er en stor del af den oprindelige mundtlige tradition altså bevaret.

Et udpluk af eksempler som står skrevet i Laales samling, og som stadig bruges i dag, nogle dog i nyere versioner:

Man skal sæd følge eller land fly (kendes nu bedre som: Skik følge, eller land fly)

Man skal slå jernet, når det er hedt (kendes nu bedre som: Man skal smede mens jernet er varmt)

Når en dør lukkes, da åbnes en anden

Hvo intet vover, intet vinder

Med lov skal man land bygge

Mange bække små gør en stor å

Bedre er at have en fugl i hænder end fire i skoven (kendes nu bedre som: En fugl i hånden er bedre end ti på taget)

Barn skal krybe til det nemmer at gå (kendes nu bedre som: Man må krybe før man kan gå)

Peder Syv

Peder Syv udgav i 1682 og 1688 værket Almindelige danske Ordsprog i to bind, hvori han havde samlet i alt ca. 11.000 udtryk. Samlingen indeholder dog andet end det vi i dette tema har defineret som ordsprog (jf. Definition på et ordsprog), idet den spænder bredt fra folkeviser over lovudpluk til kortere talemåder.

Eksempler på Holbergs brug af Peder Syv

Nogle af dem som flittigt benyttede Peder Syvs ordsprogssamling var Adam Oehlenschlæger og ikke mindst Ludvig Holberg, der både i Moralske Tanker og sine Epistler gjorde flittigt brug af Peder Syvs mange udtryk.

Evald Tang Kristensen

Evald Tang Kristensen udgav i 1890 ordsprogssamlingen Danske Ordsprog og Mundheld, Skjæmtesprog, stedlige Talemåder, Slagord og Samtaleord, hvori han udover ordsprogene medtog en lang række af lokale talemåder og ordspil, heraf størstedelen fra Jylland.

Evald Tang Kristensen nåede at indsamle og notere næsten 13.000 ordsprog og andre faste vendinger inden han i 1924 overdrog sit materiale til Dansk Folkemindesamling.

Opslagsværker over ordsprog og talemåder

I disse bøger kan du finde et bredt udvalg af forskellige ordsprog og talemåder

Kilder
  • Kristiansen, Kristian: Danske Ordsprog. Talemåder · Mundheld · Mottoer, 2012.

Disse artikler kunne måske også have interesse