Du er her: Forside Temaer Dialekter Etnolekter og multietnolekter

 

Etnolekter og multietnolekter

Etnolekter forbindes med en bestemt etnisk gruppe og opstår når forskellige sprog kommer i kontakt med hinanden. Multietnolekter opstår når sprogbrugere med forskellige etniske baggrunde har det danske sprog tilfælles.
Etnolekter forbindes med en bestemt etnisk gruppe og opstår når forskellige sprog kommer i kontakt med hinanden. Multietnolekter opstår når sprogbrugere med forskellige etniske baggrunde har det danske sprog tilfælles.

Etnolekter — et møde mellem sprogene

Betegnelsen etnolekt dækker over en sprogbrug der forbindes med en bestemt etnisk gruppe i samfundet. Betegnelsen kommer først i spil når der finder et møde sted mellem flere forskellige sprog, fx mellem dansk og arabisk. Dansk er derfor ikke en etnolekt selvom den forbindes med en etnisk gruppe (danskere), eftersom dansk i sig selv ikke udgør en sprogkontaktsituation. Etnolekt har desuden også som oftest at gøre med en sproglig minoritetsgruppe. Du kan læse mere om etnolekter på dialekt.dk's side om etnolekter og multietnolekter.

Sprogholdning
Der findes mange sprogholdninger til etnolekter, og dansk talt med accent scorer ofte lavt i sprogholdningsundersøgelser. Læs mere på dialekt.dk hvor du også kan lytte til eksempler på dansk med accent.

Multietnolekter — når det danske sprog er fællesnævner

Globaliseret dansk
I en kronik bragt i Information i marts 2006 (som avisen valgte at kalde Perkerdansk og Rinkebysvensk), beskriver Pia Quist hvordan unge bruger de sproglige resurser som samtiden stiller til rådighed. Nogle taler om perkerdansk mens Pia Quist foretrækker at kalde det multietnolekt. Som eksempel på multietnolekt nævner hun blandt andet det arabiske ord Wallah som nu også bruges i dansk. Ordet betyder "ved Gud", fx "Jeg sværger ved Gud", men det bliver også brugt som en understregning af det der siges, fx "jeg siger wallah kig i reglerne".
Wallah

Man er begyndt at udvide dialektbegrebet til også at omhandle fx multietnolekter. En multietnolekt er knyttet til sprogbrugere som er vokset op i blandede, flersprogede miljøer, hvor dansk er det sprog der er fælles for sprogbrugere med ellers forskellige etniske og sproglige baggrunde. Multietnolekt adskiller sig således fra etnolekt ved ikke at være mødet mellem dansk og et andet sprog, men ved at være mødet mellem to eller flere andre sprog der tales af sprogbrugere der har dansk tilfælles. Du kan læse mere om multietnolekter og multietnolektiske træk på dialekt.dk's side om etnolekter og multietnolekter. Du kan også læse Pia Quists artikel Nydansk på Nørrebro fra Mål & Mæle nr. 3 november 2000.

Læs mere