Du er her: Forside Temaer Bandeord Typer af bandeord

 

Typer af bandeord

Der er 4 store grupper af bandeord: religiøse bandeord, sygdomsbandeord, sex- og afføringsbandeord og omskrevne bandeord.
Der er 4 store grupper af bandeord: religiøse bandeord, sygdomsbandeord, sex- og afføringsbandeord og omskrevne bandeord.
Bandeordstyper
  • religiøse bandeord – fx for fanden
  • sygdomsbandeord – fx kraftedeme
  • sex- og afføringsbandeord – fx shit
  • omskrevne bandeord – fx for søren.

Religiøse bandeord

Gud, Fanden, Helvede og Satan indgår i gruppen af religiøse bandeord, fx i udtrykkene for fanden og for satan i helvede.

Den største gruppe af bandeord er netop de religiøse bandeord, og det er også her de ældste bandeord findes: Nogle af bandeordene stammer helt tilbage fra før reformationen, dvs. før 1500-tallet.

Sygdomsbandeord

Pokker er en gammel tysk betegnelse for 'kopper, udslæt og syfilis', og det er en af de sygdomme man kan inddrage i bandeord. Det er det vi har i udtrykkene pokkers og for pokker.

Kræft er en anden af de sygdomme der indgår i bandeordene, fx i kraftedeme, som kommer af kræft æde mig, og kraftknuseme, som kommer af kræft knuse mig

HundelortSex- og afføringsbandeord

Sex og afføring er områder der refereres til i visse bandeord. Det gælder afføringsrelaterede ord som lort, pisse, skide og shit, og de seksuelt relaterede bandeord som fuck og fucking.

Shit og fuck kommer fra USA og er relativt nye i dansk (fra starten af 1990’erne).

Pisse, skide og lort er ældre end de engelske bandeord, men de er nyere end de religiøse bandeord: Skide er kendt fra omkring 1908 (når det bruges som forstærkende led foran andre tillægsord, fx skidefuld), lort er fra ca. 1929 (som udråb, fx satans lort) og pisse er fra omkring 1967.

Omskrevne bandeord

Man kan mildne et bandeord, så det ikke støder så meget, ved at omskrive det.

Eksempler på omskrivninger er at:

  • stave ordet, fx kan man sige det er noget l-o-r-t
  • udtale ordet på en anden måde, fx for hæwlede
  • ændre ordet lidt, ved at sige fx sgi i stedet for sgu
  • erstatte ordet med et mere acceptabelt ord, fx Satan i for satan med mandsnavnet Søren, så det bliver til for søren i stedet.
Kilder
  • Marianne Rathje og Margrethe Heidemann Andersen: "Fuck, sgu og søreme. Bandeord og andre kraftudtryk i tre generationer". Findes i: Nyt fra Sprognævnet (nr. 2, 2005, side 4-10) og kan hentes på Sprognævnets hjemmeside.
  • Pia Jarvad Nye Ord 1955-1998, 1998.
  • Ordbog over det Danske Sprog, bind 12, fra 1931, og bind 19, fra 1940. Ordbog over det Danske Sprog står på de fleste biblioteker.
Læs mere
  • Henrik Jørgensen: "At bande eller ikke at bande". Findes i: Mål og Mæle, vol. 4, nr. 4, 1978, side 24-32.