dårlig
Spørgsmål:Er det ved at forsvinde? Det vil jeg dårligt kunne acceptere, specielt når det sker i Nyt fra Sprognævnet: En privatperson der sælger et eller andet, vil .. dårlig kunne betegne køberen som kunde (1997/3, s. 12).
Svar:Deres spørgsmål om det manglende -t i dårlig kan besvares ud fra reglerne i Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001. I Retskrivningsordbogens alfabetiske del står der om adjektivet (tillægsordet) dårlig at det som adverbial (biled) dels findes i en form med -t, dels i en form uden -t. I Retskrivningsreglernes § 38, som der i den forbindelse henvises til, er dårlig placeret i gruppe 3, andre adverbialer. Om disse står der at der er valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t. Dette gælder bl.a. "de adverbialer der betegner den skrivendes eller talendes holdning til det der siges". I eksemplet fra Nyt fra Sprognævnet 1997/3: En privatperson .. vil .. dårlig kunne betegne køberen som kunde, fungerer dårlig på denne måde, så der er ingen fejl begået. I øvrigt var der tidligere en tendens til at udelade -t ved denne type af adverbialer. Men i dag går tendensen snarere den modsatte vej, og det må betragtes som en imødekommelse af sprogbrugen når Retskrivningsordbogen tillader brug af -t når adjektiverne på -(l)ig som adverbialer optræder med modificeret betydning.
- Fra Dansk Sprognævns svarbase
- Ida Elisabeth Mørch, 02.07.2007
- Redigeret til sproget.dk 02.07.2007 af Ida Elisabeth Mørch