dens/dets el. sin/sit
Spørgsmål:
Det er min opfattelse at sin skal referere til et tænkende væsen, mens dets bruges i forbindelse med andre substantiver. Men i dagspressen bliver sin/sit hyppigt brugt henvisende til organisationer. Er det rigtigt, eller skal man henvise med dens/dets?
Svar:
De har ret i at dens/dets kun kan henvise til ikke-personer. Men det er ikke rigtigt at man ved henvisning til ikke-personer altid skal bruge dens/dets. Principielt gælder der de samme regler for brugen af sin over for dens/dets som for brugen af sin over for hans/hendes. Det vil sige at man bruger sin når man henviser til subjektet (grundleddet) i sætningen, fx:
- EU-kommisionen understregede i sin udtalelse ..
- Vi fandt frakken hængende på sin plads i skabet (jf. frakken hang på sin plads).
Der er gjort rede for disse regler i Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk, 5 udg.2005, s. 539.
Senest redigeret til sproget.dk 18.12.2007
Fra Nyt fra Sprognævnet 1998/4
Vibeke Sandersen