Mine værktøjer

Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning.

 
Handlinger tilknyttet webside
  • Send this page to somebody
  • Print this page
  • Del på facebook

et el. to ord; over for

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad er rigtigt? Hedder det Kom indenfor og få en kop kaffe eller Kom inden for og få en kop kaffe?

UdråbstegnSvar:

Forbindelsen inden for er et eksempel på ordforbindelser der både kan skrives i ét og i to ord, men hvor det ikke er lige meget hvornår man skriver i ét og hvornår man skriver i to ord. Det drejer sig om forbindelser hvor det første ord er et adverbium, biord, eller kan bruges som et adverbium, og hvor det andet ord er en præposition, et forholdsord, fx inden + for, neden + under, hjemme + fra, over + for osv.

Uddybning:

Den slags forbindelser skal skrives i to ord hvis de "styrer" noget, dvs. hvis de tilsammen bliver brugt ligesom en præposition, fx Vi har kompetence inden for it-relaterede ydelser, Han blev glad når han fik brev hjemme fra Danmark, Der var fest i huset over for vores. Hvis de ikke styrer noget, dvs. hvis de bliver brugt som adverbier, skrives de derimod i ét ord, fx De sad længe indenfor i stuen, Han blev glad når han fik brev hjemmefra, Der var fest i huset overfor og Kom indenfor og få en kop kaffe.

Det som en præposition styrer, står ofte lige bag efter præpositionen. Det kan dog også stå tidligere i sætningen, være udeladt eller der kan være tale om overført eller billedlig betydning, men adverbium og præposition skal stadig skrives i to ord, fx Det er mig du skal sidde over for, Hvem gik det ud over?, og Vi løser problemerne hen ad vejen.

  1. Fra Dansk Sprognævns svarbase
  2. Søren Beltoft, 08.05.2006
  3. Redigeret til sproget.dk 18.12.2007 af Ida Elisabeth Mørch
Sidst opdateret 09/12 2011 11:06