Årsager til at man sms'er
Fordele ved sms
Der er forskellige fordele ved at sms'e i forhold til at tale i telefon.
At sms'e er:
- Tidsbesparende: Man sparer tid hvis man blot sender en sms med det man vil sige, og på den måde ikke lader modtageren komme til orde i andet end en retur-sms. I en almindelig telefonsamtale risikerer man at modtageren har en masse at fortælle.
- Billigt: Det er dyrt at tale i telefon, hvorimod en sms ikke koster ret meget at sende.
- Kontrolleret: Samtalen er lettere at kontrollere end en telefonsamtale, fordi man har mulighed for at overveje hvordan man skal meddele det man vil meddele. I sms-mediet er der en distance mellem afsender og modtager, der fx også gør at man kan være lidt mere modig end i telefonsamtaler. Det gælder i det hele taget for skriftligt sprog i forhold til mundtligt sprog: Man kan "gemme" sig bag ordene i det skriftlige sprog fordi man ikke står ansigt til ansigt med samtalepartneren eller har ham/hende i den anden ende af røret. I det skriftlige medie kan man ikke se/høre den andens reaktion på det sagte, og den anden kan ikke se/høre ens egen reaktion på det sagte. Denne mangel på adgang til stemmen/ansigtudtryk kan omvendt gøre at misforståelser opstår – derfor er der også mange der bruger de såkaldte smileyer, dvs. fx glade eller sure ansigter, som eksempelvis :-).
Generationsforskelle
Sms'en har forskellige hovedfunktioner alt efter hvilken alder man har.
Sms'ens hovedfunktion i de forskellige generationer:
- Ældre: tryghedsskabende. Man kan komme i kontakt med nogen.
- Voksne: praktisk redskab. Man kan koordinere tidspunkter og mødesteder.
- Unge: social funktion. Man kan smalltalke skriftligt.
Hvad bruger de unge sms'er til?
Unge er den gruppe der har taget sms'en allermest til sig. De unge bruger hovedsageligt sms'en til at være i kontakt med deres venner.
De unge bruger mest sms'erne på tre måder:
- Koordinering: Man kan koordinere tidspunkter og mødesteder, fx hvor er I nu?
- Situationsrapport: Man kan give en beskrivelse af hvordan man har det, og hvad man laver (et elektronisk postkort), fx savner dig.
- Kontaktpåkaldelse: Man kan sms'e for at komme i kontakt med en uden at have noget bestemt mål med kontaktet, fx hey hva laver du?
Med sms'erne har teenagere fået en hemmelig kanal til kammeraterne, hvor man hele tiden kan være i kontakt uden om forældrene. Før i tiden fulgte forældrene med i de breve der kom til hjemmets teenager, og i de samtaler de unge modtog på dagligstuens fastnettelefon. Men nu har teenagere deres egen mobiltelefon.
- Ditte Rasmussen (nu Laursen): "Sms – begrænsningens muligheder". Findes i: Mål og Mæle, nr. 1, 2002. På Ditte Laursens hjemmeside kan man hente denne artikel.
- Ditte Rasmussen (nu Laursen): "Sms – mere end en sprogtrend". Findes i: Vandfanget, udgivet af Institut for Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet, maj 2002. På Ditte Laursens hjemmeside kan man hente denne artikel.