sproget.dk

Du er her: Forside » Sprogtemaer » Æ, ø og å » Bogstavet ø

Ugens ord

hjerte-røre

v. gøre (stærkt) indtryk paa ens hjerte; røre. Hvert Barn, som Fader har, hver Kone, som har Mand | Paa Søen denne Tid, nok hierterøres kan. Prahl.ST.II.188. Men Bravo, Hei, Encore! – O! – det kan Hierterøre! – | Det gaaer til Marv og Been. Ew.(1914). II.127.

Gå på opdagelse i Ordmuseet.

Vidste du

Ordlister

Under ordlister finder du en guldgrube af konkrete eksempler fra retskrivningens problemfelter, fx ordforbindelser som skrives i ét eller flere ord, bindestregsproblemer, præfikser og konjunktioner (bindeord). Desuden landenavne og indbyggerbetegnelser.

Handlinger tilknyttet webside

Bogstavet ø

Ø er et gammelt bogstav i dansk retskrivning. Det blev opfundet af de gamle romere og bruges i dag i flere sprog i Europa.

Ø i dansk

Billede fra Dansk Sprognævns ordsamling under

bogstavet ø.

Ø er blevet brugt i det danske skriftsprog siden 1100-tallet, altså på det tidspunkt hvor man begyndte at skrive dansk med latinske bogstaver. Da man begyndte at bruge ø, skrev man ø'et på forskellige måder, se nedenfor.

Ø's oprindelse

Man mener at ø-tegnet opstod i de gamle romeres skrifter som en sammenskrivning af bogstavtegnene o og e. I de nordiske middelalderhåndskrifter brugte man oe og ø som varianter, dvs. at det ikke ændrede et ords betydning om man skrev ø eller oe.

Ø i andre sprog

På norsk og færøsk bruger man også ø.

På svensk bruger man o med to prikker over, altså ö.

På tysk bruger man også ö. Man betragter dog ikke ö som et selvstændigt bogstav, men som en ligatur, altså en sammensmeltning mellem o og e. Det betyder at man skal kigge under o hvis man vil slå et ord der begynder med ö, op i en tysk ordbog. Ligaturen eksisterer også på fransk hvor den skrives œ som i fx bœuf 'okse, oksekød'.