Den nye Retskrivningsordbog
udkommer den 25. september. Det er næsten utroligt så meget forkert der har været sagt og skrevet om den i det sidste års tid, så derfor nogle kendsgerninger her for interesserede.
Det er forkert at der er lavet om på den danske retskrivning. Det skal der et Folketingsflertal til.
Det er altså også forkert at den nye Retskrivningsordbog giver tilladelse til at man i højere grad end før kan stave som man har lyst.
Det er forkert at man fra nu af skal stave mere efter udtalen – en helt vanvittig idé i øvrigt.
Det er forkert at arbejdet med ordbogen har været standset i en periode som følge af ministerielle indgreb.
Det er rigtigt at den nye Retskrivningsordbog indeholder ca. 60.000 ord, over 10.000 flere end den gamle.
Det er rigtigt at den nye Retskrivningsordbog har ca. 500 nye ordformer og staveformer. Det er fx begonia, bødeforlæg, campere, svigerfar, manieret, serv, tyrker, lodden, Storebælt, hefte, marguerit, delle, pluskæbet, sommetider. Disse ord har andre former og stavemåder i den gamle Retskrivningsordbog, se selv efter!
Det er rigtigt at en snes franske ord har fået fordansket stavemåde, fx resurse, krebinet, kommuniké, regi, remulade, majonæse, silhuet, ajour, dog således at det i de fleste tilfælde er fuldt korrekt at fortsætte med de rent franske stavemåder. De sidste 3-400 år har vi haft tradition for at fordanske franske ord, hvis de er blevet almindelige i dansk. Og i bekendtgørelsen fra 1892 om den danske retskrivning står der at det er sådan det skal være. Der er derfor hundredvis af fordanskede franske ord i forvejen, fx brysk, bøf, direktør, fars, føljeton, karantæne, kontor, kupé, kø, likør, nervøs, løjtnant, sovs, kotelet.
Det er rigtigt at den nye Retskrivningsordbog på adskillige områder giver faste og udførlige regler for noget der hidtil har været overladt til den enkeltes temperament og øjemål. Det gælder fx tegnsætningen og brugen af store og små bogstaver.
Jeres sprogkonsulent er medlem af Dansk Sprognævn og Retskrivningsordbogens redaktion. Han er dag og nat til rådighed med alle oplysninger der kan føre til sagens afklaring.