Du er her: Forside Råd og regler Typiske problemer Sætningsled

 

Sætningsled

Sætningsled kan bestå af et ord, en gruppe ord eller en sætning. Det er vigtigt at kunne finde de forskellige sætningsled fordi du så kan se hvilke ord og hvilket indhold der hører sammen.
hent som pdf
Hent siden som pdf.
Sætningsled kan bestå af et ord, en gruppe ord eller en sætning. Det er vigtigt at kunne finde de forskellige sætningsled fordi du så kan se hvilke ord og hvilket indhold der hører sammen.

Verballed (udsagnsled)

Drengen spiser.
Dommeren
har givet 4 point.

Subjekt (grundled)

Drengen spiser.
Den lyshårede pige
er højest.
Direkte objekt (genstandsled) Drengen spiser bollen.
Jeg hader stankelben med vinger.
Indirekte objekt (hensynsled) Hun gav sin kæreste nogle gode hovedtelefoner.
Prædikativ (omsagnsled) Hun hedder Anna.
Cykelstien er
smal.
Adverbial (biled) I morgen har jeg fødselsdag.
Vandet er altid koldt i starten.

 

Verballed — sæt bolle under

Verballeddet udtrykker en handling. Det er det led du kan sætte jeg foran.

  • Markus har brækket armen. (Test: Jeg har brækket).
  • Asta læser en bog. (Test: Jeg læser).

Dog kan der ikke sættes jeg foran verballeddet hvis det er bøjet i imperativ (bydeform).

  • Læs din bog.

Subjekt — sæt kryds under

Subjektet er den eller det der udfører den handling som verballeddet udtrykker. Du kan finde det ved at spørge med hvem eller hvad.

  • Drengen spiser. (Test: Hvem spiser). Ordet drengen er subjekt.

Vær opmærksom på at en ledsætning også kan være subjekt.

  • At du altid er så positiv, gør mig virkelig glad .. (Test: Hvad gør mig virkelig glad). Ledsætningen at du altid er så positiv er subjekt.

Direkte objekt — sæt trekant under

Det direkte objekt er den eller det der udsættes for den handling som verballeddet udtrykker. Du kan finde det ved at spørge med hvem eller hvad.

  • Han fortalte en historie. (Test: Han fortalte hvad). Ordet historie er objekt.
  • Han fortalte at han skulle ud at rejse. (Test: Han fortalte hvad). Ledsætningen at han skulle ud at rejse er objekt.

Indirekte objekt — sæt firkant under

Det indirekte objekt er den eller det som verbalhandlingen angår, fx den der får eller mister noget. Du kan finde det ved at spørge med hvem eller hvad.

  • Hun gav den hjemløse 5 kr. (Test: Hun gav hvem noget). Den hjemløse er indirekte objekt.

Prædikativ

Prædikativet siger noget om subjektets eller objektets egenskaber. Du finder det ved at spørge hvordan noget er, eller hvad nogen/noget hedder.

  • Hun lakerer sine negle limegrønne. (Test: Hvordan lakerer hun sine negle). Limegrønne er prædikativ.
  • Han hedder Viktor. (Test: Hvad hedder han). Viktor er prædikativ.

Adverbial

Adverbialer siger ofte noget om hvor og hvornår noget foregår. De kan også sige noget om betingelser, årsager og måden noget foregår på. Find adverbialet ved at spørge med hvor-ord, fx hvorhenne, hvornår, hvor længe osv. Ellers er det de ord der er tilbage når du har fundet de andre led, fx ikke, aldrig.

  • Bagefter sprang hun op. (Test: Hvornår sprang hun op). Ordet bagefter er adverbial. 
  • Da han kom løbende ind ad døren, sprang hun op. Ledsætningen da han kom løbende ind ad døren er adverbial.