Du er her: Forside Råd og regler Typiske problemer Komma Kommaregler

 

Basisreglerne

Kommaets funktion er at vise hvad der skal adskilles, og hvad der hører sammen i meningshelheder, så vi lettere kan forstå indholdet. Komma hjælper os altså med at forstå indholdet i sætninger.

hent som pdf
Hent siden som pdf.

Kommaets funktion er at vise hvad der skal adskilles, og hvad der hører sammen i meningshelheder, så vi lettere kan forstå indholdet. Komma hjælper os altså med at forstå indholdet i sætninger.

Følg de 4 vigtigste regler

Med fire regler kan du sætte langt de fleste kommaer rigtigt. Vi har udeladt de sværeste og mest indviklede kommaregler, som kun gælder i særlige tilfælde, og kun hvis man sætter startkomma.

1. Komma ved ledsætninger

Det er valgfrit om man vil sætte startkomma, dvs. komma foran ledsætninger (herunder markeret med fed). Man bør bare vælge det samme princip i hele sin tekst. Sprognævnet anbefaler at man dropper startkommaet:

Uden startkomma

Sæt komma efter ledsætninger:

  • Jeg synes at han er sød.
  • Hvis han kommer, så holder jeg mig væk.
  • Jeg holder mig væk hvis han kommer.
  • Pigen der står på trappen, er min søster.
  • Det at han altid larmer, irriterer mig.

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.

Med startkomma

Sæt komma omkring ledsætninger:

  • Jeg synes, at han er sød.
  • Hvis han kommer, så holder jeg mig væk.
  • Jeg holder mig væk, hvis han kommer.
  • Pigen, der står på trappen, er min søster.
  • Det, at han altid larmer, irriterer mig.

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.

2. Komma mellem helsætninger

Sæt komma mellem helsætninger der er forbundet med fx og, men, eller, for eller – dvs. en konjunktion (et bindeord):

  • Han kommer i eftermiddag, og hun kommer i aften.
  • Han kommer i eftermiddag, men hun kommer først i aften.
  • Vi kan ikke starte endnu, for hun kommer først i aften.
  • Hun kommer først i aften, vi kan ikke starte endnu.
  • Musikken spillede, elefanterne dansede, og publikum jublede (se også regel 3).

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.

3. Komma ved opremsninger

Sæt komma i opremsninger, dvs. hvor der kunne have stået et og, men eller eller:

  • Han købte rugbrød, ost og mælk.
  • Vil du have spaghetti, kartofler eller ris til?
  • Musikken spillede, elefanterne dansede, og publikum jublede. (se regel 2)
  • Det var en kort, intens kamp.

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.

4. Komma ved selvstændige sætningsdele

Sæt komma omkring selvstændige sætningsdele, forklarende og præciserende tilføjelser, appositioner (dvs. en bestemt type forklarende tilføjelser) og parentetiske ledsætninger (bisætninger).

Forklarende og præciserende tilføjelser:

  • Jeg elsker at være på ferie, især skiferie.
  • Vi rejser sydpå, fx til Frankrig, hver sommer.
  • Du vil vist gerne på ferie, hvad?

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.

Appositioner (forklarende/underbyggende og parentetiske tilføjelser):

  • Den største by på Fyn, Odense, er hjemsted for fodboldklubben OB.
  • Odense, den største by på Fyn, er hjemsted for fodboldklubben OB.
  • Men: Den fynske by Odense er hjemsted for fodboldklubben OB.

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.

Parentetiske ledsætninger:

  • Min kusine har aldrig nogen penge, bl.a. fordi hun køber dyrt mærketøj.
  • Min ældste kusine, der kun køber dyrt mærketøj, har aldrig nogen penge.

Læs mere under Kommareglerne · uddybning.