Et eller flere ord · uddybning
- Regler hvor udtalen bestemmer skrivemåden
- Regler hvor udtalen ikke bestemmer skrivemåden
- Forstærkende førsteled, fx smaddersød.
- Visse adverbier (biord), fx simpelthen eller simpelt hen.
Sammensætninger skrives i ét ord
Et sammensat substantiv (navneord) har altid et substantiv som sidste led, og det udtales med ét stærkt tryk.
Hvis en sammensætning udtales med ét stærkt tryk og består af to eller flere led som er almindelige substantiver, skrives sammensætningen altid i ét ord. Også selvom det sammensatte ord kan blive meget langt.
telefonledning
parkeringsbilletautomat
studieopholdsforsikringspolice
Også sammensætninger med et verbum (udsagnsord) som første ord, skrives i et ord.
løbebånd
spisekrog
Engelske låneord
Engelske låneord kan volde problemer fordi man på engelsk udtaler sammensætninger med flere stærke tryk og ofte ikke skriver sammensatte ord i et ord.
Når engelske låneord er helt nye, behandles de ofte som citatord, dvs. at de skrives som på engelsk, og deres betydning forklares ofte i teksten. Hvis ordet efterhånden bliver mere brugt og kendt, og hvis det udtales med mest tryk på første led, skal det skrives efter danske regler, og det vil sige i ét ord.
I ét ord skrives fx følgende
keyaccountmanager
whitewaterrafting
onemanshow
lookalike
Da udtalen af følgende ord er med lige meget tryk på begge led, skrives de i to ord
open source
dark horse
happy end
Med bindestreg skrives disse ord
hi-fi
log-in
Sammensætninger med verber (udsagnsord) som sidste led
Reglen om at sammensatte ord med ét stærkt tryk skrives i ét ord, gælder også for sammensætninger med verber som sidste led, fx brugerfinansiere, fedtspille og powershoppe.
Man skal være opmærksom ved sammensætninger med forkortelser, tal og symboler – i de tilfælde skal man bruge bindestreg (se mere under typiske problemer med bindestreger).
Hvorfor
Reglen om at skrive ordforbindelser i et ord når de udtales med ét stærkt tryk, har en lang tradition i dansk. I fx engelsk har man en anden placering af trykket og skriver som regel sammensætninger i to eller flere ord.
Undtagelser
Man kan i særlige tilfælde indsætte en bindestreg i en sammensætning for at lette læsningen.
Dette tillades hvis der er usædvanlige bogstavsammenstød, fx ved
- flere end to ens konsonanter: stress-symptom, gløgg-gilde
- to vokaler som ikke normalt står efter hinanden: bonsai-initiativ, vikarbureau-underskud.
Se mere i Retskrivningsordbogens § 57.8 og gennemgangen af typiske problemer med bindestreg.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Ordforbindelser med adjektiver (tillægsord) som første led
Adjektiver kan stå foran et substantiv uden at der er tale om en sammensætning. Man er afhængig af udtalen for at finde den rigtige skrivemåde. Hvis der er stærkere tryk på første ord, er der tale om en sammensætning, og hvis der er lige meget tryk på alle ord, skal ordene skrives i to eller flere ord.
stor by – storby
hvid vin – hvidvin
en smart grøn sag (om fx en kjole) – en sund grønsag (eller grøntsag)
I eksempler som disse er der forskel i bøjningen (den store by – storbyen). Det sammensatte ord har ofte en anden betydning end når ordene ikke skrives sammen.
Hvorfor
Disse sammensætninger følger hovedreglen om at udtalen bestemmer skrivemåden. Hovedreglen siger at man skriver ordforbindelser i ét ord når de udtales med ét stærkt tryk.
Undtagelser
Hvis et adjektiv bruges med forstærkende betydning, skal det normalt skrives sammen med det næste ord, fx superdejlig. Se mere nedenfor i afsnittet om forstærkende førsteled.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Samme betydning – to mulige udtaler og to mulige skrivemåder
Nogle ordforbindelser kan udtales på 2 forskellige måder uden at ændre betydning. I disse tilfælde kan man skrive forbindelsen i to (eller flere) ord hvis man udtaler forbindelsen med to (eller flere) stærke tryk. Hvis man udtaler forbindelsen med ét hovedtryk, skriver man sammensætningen i ét ord.
en lettilgængelig tekst eller en let tilgængelig tekst
et femkronersfrimærke eller et femkroners frimærke (se mere om bindestreg ved tal i gennemgangen af typiske problemer med bindestreg)
et halvtredsårsjubilæum eller et halvtredsårs jubilæum (se mere om bindestreg ved tal i gennemgangen af typiske problemer med bindestreg)
et tætbefolket landområde eller et tæt befolket landområde
Hvorfor
Disse sammensætninger følger hovedreglen om at udtalen bestemmer skrivemåden. Hovedreglen siger at man skriver ordforbindelser i ét ord når de udtales med ét stærkt tryk.
Undtagelser
Ingen.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Firmanavn og varemærke som førsteled – to mulige udtaler og to mulige skrivemåder
Når et firmanavn eller et varemærke udgør førsteled i en ordforbindelse, følger man også reglen om at udtalen bestemmer.
I nogle tilfælde er der mest tryk på første led, og sammensætningen skrives i ét ord
en Centurioncykel
en Nokiatelefon
I tilfælde hvor forbindelsen bliver lang og indeholder såkaldt tunge led, er der lige meget tryk på de to (eller flere) led, og forbindelsen skrives i to (eller flere) ord
en Winther trehjulet ladcykel
en Nokia kameratelefon
Hvis man kan udtale en forbindelse af denne type på begge måder, er begge skrivemåder korrekte.
en Centurionpigecykel eller en Centurion pigecykel
en Volvostationcar eller en Volvo stationcar
en IBM-hjemmecomputer eller en IBM hjemmecomputer
Når sådan en ordforbindelse er bøjet i fx bestemt form, skrives den normalt i ét ord
Centurionpigecyklen
IBM-hjemmecomputeren
Hvorfor
Disse sammensætninger følger hovedreglen om at udtalen bestemmer skrivemåden. Hovedreglen siger at man skriver ordforbindelser i ét ord når de udtales med ét stærkt tryk.
Undtagelser
Der findes ordforbindelser hvis skrivemåde er uafhængig af udtalen. Se mere nedenfor i afsnittet om talord, forstærkende førsteled og visse adverbier (biord).
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Adverbier (biord) og præpositioner (forholdsord)
Ved reglerne for adverbier og præpositioner er skrivemåden uafhængig af udtalen.
Hovedreglen er at hvis et adverbium og en præposition styrer noget, så skal de skrives i to ord. Ofte kan man se at en præposition styrer noget, ved at der kommer et ord bagefter.
huset ligger lige over for den gamle købmand (over er her et adverbium, for er en præposition, og den gamle købmand fungerer som styrelse)
det tog lang tid at gå op ad den stejle trappe (op er et adverbium, ad er en præposition, og den stejle trappe fungerer som styrelse)
Dette gælder også selvom der er tale om en billedlig betydning.
stadionet kan rumme op mod 40.000 tilskuere
det lykkedes ham at smyge sig uden om invitationen
Selvom styrelsen ikke står lige efter præpositionen, gælder reglen også.
hunden gik pludselig uden for og ikke inden for hegnet
Hovedreglen siger desuden at hvis ordforbindelsen ikke styrer noget, fungerer den som et adverbium og skrives i ét ord.
se, der går ham der bor overfor (adverbium)
trappen gik stejlt opad (adverbium)
han prøver at smyge sig udenom (adverbium)
jeg kan ikke se nogen hund udenfor (adverbium)
Se flere eksempler på den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Hvorfor
Reglen er i princippet enkel og mekanisk. Den opstod fordi fremtrædende sprogforskere i slutningen af 1800-tallet blev enige om at begrænse antallet af "unødvendige" sammenskrivninger. På denne tid kunne man træffe på sammenskrivninger som fx ialmindelighed, iutide, medrette og udentvivl.
Undtagelser
Der findes en gruppe ord som skrives i et ord selvom de ligner ordforbindelserne ovenfor. Det drejer sig om fx ifølge, derudaf, derudover, tilsammen.
Nogle ord som mange har lært at skrive i to ord, kan nu valgfrit skrives i ét eller to ord, fx tillykke eller til lykke.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Talord
Ved reglerne for talord er skrivemåden uafhængig af udtalen.
Talord under 100 skrives i ét ord
halvtreds
femogfirs
halvanden
Talord over 100 skrives i to eller flere ord
to hundred(e)
fire tusind(e) (og) tre hundred(e) (og) treoghalvfems
(parentes om og og flertalsbøjningen angiver at disse valgfrit kan tages med eller udelades)
Brøker skrives adskilt fra resten af talordet
to firefemtedel (2 4/5)
fireoghalvtreds (og) en halv
Forbindelser med hvert skrives i to ord
hver anden
hver(t) tredje
Hvorfor
Reglen har udviklet sig sådan pga. traditioner i retskrivningen.
Undtagelser
Ingen.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Forstærkende førsteled
Ved reglerne for forstærkende førsteled er skrivemåden uafhængig af udtalen.
Forstærkende førsteled er normalt ord eller orddele som står foran og virker forstærkende på et adjektiv (tillægsord). Forbindelser med forstærkende førsteled skrives i ét ord – uanset udtalen
allerbedst
smadderærgerligt
superlækkert
kæmpestor
megadejlig
kanonsød
Enkelte forstærkende førsteled bruges som selvstændige adjektiver, fx kæmpe, super, mega og kanon. De skrives sammen med adjektivet hvis de to tilsammen siger noget om substantivet (navneordet)
en kæmpestor tagterrasse, dvs. 'en tagterrasse som er kæmpestor'
en kanonudfordrende kajaktur, dvs. 'en kajaktur som er kanonudfordrende'
en superliberalistisk tænketank, dvs. 'en tænketank som er superliberalistisk'
De skrives i flere ord hvis det sidste adjektiv og substantivet udgør en helhed som det første adjektiv beskriver
en kæmpe socialdemokratisk sejr, dvs. 'en socialdemokratisk sejr som er kæmpe'
en kanon bornholmsk kajakroer, dvs. 'en bornholmsk kajakroer som er kanon'
en super liberalistisk tænketank, dvs. 'en liberalistisk tænketank som er super'
en mega udendørs fladskærm, dvs. 'en udendørs fladskærm som er mega'
Hvorfor
Skrivemåden er uafhængig af udtalen. Reglen bygger på om det forstærkende førsteled lægger sig til det adjektiv som står bagefter, eller om det lægger sig til adjektivet og substantivet tilsammen.
Undtagelser
Ingen.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.
Visse adverbier (biord)
Uden forskel i udtale eller betydning kan følgende ord skrives i ét eller flere ord
forresten eller for resten
gudskelov eller gud ske lov
ingenting eller ingen ting
Se alle forbindelserne på den alfabetiske liste over ét eller flere ord.
Alle forbindelser med .. som helst skrives i flere ord
hvad som helst
hvilken som helst
Hvorfor
Reglen har udviklet sig sådan pga. traditioner i retskrivningen.
Undtagelser
Ingen.
Oversigter
Se den alfabetiske liste over forbindelser i ét eller flere ord.
Øvelser
Blandede øvelser med ordforbindelser som skal skrives i ét eller flere ord.

