§ 9. Konsonanter i opslagsformer

(1) Konsonanter mellem vokaler

Der skrives dobbelt konsonant mellem to vokaler når den foranstående vokal er kort og trykstærk, og den efterfølgende vokal er tryksvag:

skrubbe, hedde, bygge, trække, skulle, tapper, værre, masse.

Der skrives enkelt konsonant når den foranstående vokal er lang:

strube, hede, byge, præke, skule, kaper, være, mase.

I enkelte af de ord der kan udtales med både lang og kort vokal, kan der valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant, fx lud(d)er, skif(f)er.

Der er en del undtagelser fra reglen. De vigtigste er følgende:

(a) Konsonanterne j og v

Konsonanterne j og v skrives altid enkelt, fx bajer, støje, javert, doven.

(b) Konsonanterne d og r

Konsonanterne d og r skrives enkelt i mange ord selvom den foranstående vokal er (eller kan være) kort, fx nudel, skovrider, jeres, værelse. Der kan ikke gives faste regler for hvornår d og r skrives enkelt i sådanne ord. Det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger under de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen.

(c) Konsonanten r

Konsonanten r skrives dobbelt i mange ord selvom den foranstående vokal er (eller kan være) lang, fx narre, parre, porre. Også her tilrådes det at man i tvivlstilfælde søger oplysninger i selve Retskrivningsordbogen.

(d) Bredde og otte mv.

Nogle få ord med andre konsonanter end r skrives med dobbelt konsonant selvom den foranstående vokal er (eller kan være) lang. Det drejer sig om følgende fem ord: bredde, vidde, skægget (adjektiv), otte, sjette og om suffikset -mæssig (fx forholdsmæssig). Derudover kan der valgfrit skrives enkelt eller dobbelt konsonant i adjektivet næb(b)et og verbet næb(b)es; om fordobling af konsonant efter æ i bøjningsformer, se § 10.1.d.

(2) Konsonanter i fremmedord

Da stavemåden af fremmedord normalt hænger sammen med ordets oprindelse, kan der ikke gives faste regler for dobbelt- og enkeltskrivning i sådanne ord, og det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger om de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen. Man kan dog bemærke følgende:

(a) Efter trykstærk vokal

Mange fremmedord skrives med enkelt konsonant selvom den foranstående vokal er kort og trykstærk. For eksempel skrives suffikset -itisk altid med enkelt t, fx jesuitisk, politisk, semitisk. Der er ligeledes mange ord hvor k, p eller t mellem den trykstærke og den tryksvage vokal skrives enkelt, fx spektakel, cykel, etape, discipel, kapitel, kritisk.

(b) Foran trykstærk vokal

I nogle fremmedord skrives der enkelt konsonant umiddelbart foran en trykstærk vokal, fx defekt, balance, komet, diskutere, i andre skrives der dobbelt konsonant, fx effekt, ballade. De fleste ord af denne type har enkeltkonsonant.

(c) Foran suffiks

Konsonanter foran suffiks skrives som hovedregel enkelt, fx tekniker (til forskel fra teknikker, der er pluralis af teknik), filosofere, parallelogram, socialist, ekspressionistisk, impressionisme, originalitet.

I nogle ord af fremmed oprindelse skrives der dog dobbelt konsonant foran suffiks, fx tyranni, bagatellisere, programmør. Især foran suffikserne -ere og -ist skrives der ofte dobbelt konsonant, fx kontrollere, protokollere, ræsonnere, komplettere, rekruttere, detaillist, klarinettist.

(d) Sidst i ord eller foran andre konsonanter

I visse fremmedord skrives der dobbelt konsonant sidst i et ord eller foran en anden konsonant, fx gløgg, grill, stress, løss, watt, jazz; sufflør, aggressiv, bulldozer, supplere, attraktion.