Mine værktøjer

Ugens ord

v. undersøge ved berøring med fingrene; beføle. (Kristus) lod sig (efter opstandelsen) betaste og føle af dem.Hersl.Præd.274. vAph.(1759).

Gå på opdagelse i Ordmuseet.

Vidste du

Præteritum participium (kort tillægsform)

Ved faste udtryk kan man skrive enten vi var irriteret over hende eller vi var irriterede over hende. Ved en tilstand bruger man den bøjede e-form, fx bluserne er meget slidte. Ved en handling bruger man formen med t til sidst, fx bilerne blev lejet ud. Læs mere om typiske problemer med præteritum participium.

 
Handlinger tilknyttet webside
  • Send this page to somebody
  • Print this page
  • Del på facebook

§ 18. Skrivemåden afhængig af udtalen

Om en ordforbindelse skal skrives i ét eller to (eller flere) ord, afhænger som hovedregel af hvordan forbindelsen udtales (om undtagelser, se § 19).

(1) I ét ord

Hvis en ordforbindelse udtales med hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord:

havestol, hvidtøl, kæmpehøj, landevej, medbestemmelse, senildement, statsansat, sursød, systemanalyse, teaterforestilling, underskrive.

Det gælder også forbindelser af ord der i sig selv består af ordforbindelser:

ansvarsforsikringspolice, bevillingsansøgning, fodgængerovergang, fædrelandskærlig, øretæveindbydende, tjenestemandsansat, langtidsplanlægge.

Om brug af bindestreg i sammensætninger som fx rød-hvid, se § 57.5.

(2) I flere ord

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord:

Aluminium er et meget let metal. (Men: letmetallet aluminium).
Organisationerne har for stor magt. (Men: stormagten Kina).
Klokken var halv syv. (Men: Flasken var halvtom).
Vi fik tilbudt 20 % rabat (med bogstaver: tyve procent rabat) el. 20 %'s rabat (med bogstaver: tyve procents rabat) på varerne. (Men: Vi fik tilbudt en 20-%-rabat (med bogstaver: tyveprocentrabat) el. en 20-%'s-rabat (med bogstaver: tyveprocentsrabat) på varerne).

(3) To udtaler - to skrivemåder

Undertiden kan en ordforbindelse udtales med forskelligt tryk uden at betydningen ændres. I sådanne tilfælde er det både tilladt at skrive i ét og i flere ord:

en kæmpesucces el. en kæmpe succes (se også § 19.3)
et femkronersfrimærke el. et femkroners frimærke (se også § 19.4)
den tilgrundliggende hypotese el. den til grund liggende hypotese
et tyndtbefolket område el. et tyndt befolket område
De har hidtil haft fællesøkonomi el. fælles økonomi.

Om brug af bindestreg, se § 57.

(4) Firmanavn, varemærke e.l. som førsteled

Forbindelser med et firmanavn, varemærke e.l. som førsteled skrives efter samme regler som andre ordforbindelser, dvs. afhængigt af udtalen.

I nogle tilfælde er udtalen med hovedtryk + bitryk den almindeligste, og forbindelsen kan derfor skrives i ét ord, fx Volvomodel, Tuborgøl, Zippolighter, IBM-computer, Veluxvindue. I andre tilfælde er udtalen med lige stærkt tryk på de to led den almindeligste, og forbindelsen kan derfor skrives i to ord, fx Tuborg jubilæumsøl, Zippo luksuslighter, Velux ovenlysvindue, Philips termostatstrygejern (jf. også fx Philips infrarød muskelafspændingslampe). Og i atter andre tilfælde er der to udtaler med to tilsvarende skrivemåder, fx Volvostationcar el. Volvo stationcar, Tuborgappelsinvand el. Tuborg appelsinvand, Philipsstrygejern el. Philips strygejern, IBM-hjemmecomputer el. IBM hjemmecomputer. Når sådanne forbindelser har bøjningsendelse, skrives de normalt i ét ord, fx Tuborgappelsinvanden, IBM-hjemmecomputerne.

Om brugen af store og små bogstaver i sammensætninger med proprium som førsteled, se § 12.10.

Sidst opdateret 30/11 2009 11:16